Al ene (PDF-version? - tryk her)
Som menneske står vi mellem himmel og jord. Vi har både en jordisk, stoflig del i os, og en sjælelige ikke- stoflig del. Denne tilsyneladende opdeling skaber en potentiel klangbund for en ensomhedsfølelse. En følelse af at være splittet mellem det jordiske, hvor vi er begrænsede og adskilte, og det universelle, hvor der ingen grænser er, og alt er et.
Følelsen opstår specielt, hvis vi tidligt i vores liv ikke har fået skabt en sund bro mellem det jordiske og det himmelske. I fostertilstanden kommer vi fra at have været et med universet og ned i vor mors livmoder. Her er vi så et med hende. Men samtidigt begynder processen med at blive et enkeltindivid med vores egen fordøjelse, organer, krop osv. I fostertilstanden bidrager vi f.eks. også selv til at få tilført føde, da vores mave og navle bevæger sig, og dermed hjælper med til at pumpe næring gennem navlestrengen og ind til fosteret. Det er denne dybe mavebevægelse, som efter fødslen bliver til vores dybe vejrtrækning, som vi så let mister senere i livet; den er stadig vital for et sundt liv, men den er ikke længere livsnødvendig som i fostertilstanden, og derfor mister vi let kontakten til den.
Ved fødslen bliver vi adskilt fra livmoderen, og den direkte forbindelse med vores mor bliver yderligere beskåret, når navlestrengen bliver klippet. Barndommen er så små skridt, hvor vi lærer mere og mere at stå på egne ben. På et tidspunkt bliver vi voksne, og fysisk flytter de fleste af os fra vores forældre. Adskillelsen bliver mere tydelig. Hvis det sker harmonisk, vil vi stadig have en enhedsfølelse; vi oplever at være et med vores forældre, vores barndomshjem og universet. Samtidigt vil vi have følelsen af at være et enkeltindivid, som kan agere alene i verden, stå på egne ben og have selvstændige meninger.
Al overstående er såre godt, hvis det sker på en harmonisk og kærlig måde. Trin for trin sker udviklingen, vi modnes med udviklingen, og den modner os. Vi bliver forskrækkede undervejs og oplever traumer og sår, men den bagvedliggende oplevelse af at være et gør, at vi oplever heling igen.
Hvis vi derimod, specielt tidligt i vores liv, i forstertilstanden, ved fødslen eller i de første leveår, oplever, at overgangen fra himmel til jord har været brat og hård, så kan vi let føle os efterladt i en kløft uden noget hjem. Måske oplever vi, at vi har et ”hjem” i det universelle men ude af stand til at acceptere det jordisk, eller et ”hjem” i det jordiske men ude af stand til at være i kontakt med noget, som er større end jorden. Begge dele er en illusion, for det jordiske og det universelle er dybest set et; de er bare to forskellige ”udsigtsplatforme”. Ligesom oplevelsen af at gå inde i en tæt skov omgivet af træer, grene, blade og beplantning er lige så sand som oplevelsen af at se hele skoven oppe fra. Og omvendt.
Så hvis vi har en harmonisk oplevelse af at være hjemme, så er det både i det universelle og det jordiske, og der er dybest ingen skelnen mellem disse, for det er bare forskellige aspekter af helheden.
Set fra det universelle plan mener jeg, at vi alle er et. Vi er del af en stor organisme og at opføre sig dårligt overfor andre eller vores omgivelser er som, at f.eks. vores hånd bevidst mishandler andre dele af vores krop. Kontakten til dette universelle plan kan man sige primært sker gennem hjertet, som er den fysiske forbindelse til det spirituelle, det som binder sjælen til kroppen. Kærlighed er, at alt er et, hvilket vi ved ud fra en dyb hjertekontakt.
Set fra det jordiske plan er vi afgrænsede. Vores bevidsthed er afgrænset, og vi kan kun se stykvis. Vores krop er afgrænset af vores hud, og vi flyder ikke ind i andres kroppe. Hvis vi har hovedpine, er det vores hovedpine og ikke andres, og hvis vi har en sorg, er det os, som er i sorg, og dybest ikke noget som andre kan bære for os; de kan hjælpe os og være der for os, men det er stadig vores hovedpine og vores sorg.
Hvis vi forveksler det fysiske, jordiske plan og det hjertemæssige, universelle plan, så oplever jeg, at vi misfortolker livet, både set fra et universelt og et jordisk synspunkt. Dette er årsagen til følelsen af ensomhed. Årsagen til misfortolkningen er på den ene side, at nogle mennesker sandt nok kan mærke, at alt er et, men i deres savn efter at kunne legemliggøre det, så vil de gennemtvinge det på det jordiske plan på en måde, som ikke kan lade sig gøre. På den anden side så mærker nogle, at de sandt nok er enkeltindivider, men det fører til den forkerte tanke, at vi på alle planer er adskilte uden forbindelse til helheden eller uden sammenhæng med andre individer.
I misfortolkningen vil vi på det jordiske plan for alt i verden have andre til at mene, tænke og synes det samme som os selv i forsøget på at genskabe den enhed, som vi ikke længere kan føle eksistensen af. Vi føler os derfor meget alene og i forsøget på at genskabe den universelle følelse af at være et, prøver vi i stedet at blive et på det jordiske plan.
Et typisk sted, hvor vi udlever det, er i parforhold, hvor illusionen, om at vi skal være som siamesiske tvillinger, gør, at vi mister os selv og enten tager afstand fra den anden eller bliver helt handlingslammet og selvudslettende. Hvor tit har vi ikke sagt eller tænkt, at vores partner skal støtte eller respektere os, men er det nu også sandt? Hvis vi virkelig tænker over, hvad det indebærer, så kan vi måske få et andet syn på det. Man kan starte med at spørge sig selv, om man kan respektere, at ens partner (tilsyneladende) ikke respekterer en? Hvis vi ønsker respekt fra vores partner, så må vi naturligvis gå foran og starte med at respektere vores partner – også når vi føler, at de ikke respekterer os.
På samme måde kan man også spørge sig selv, om man altid ønsker, at ens partner støtter en, også når denne mener noget andet? Igen er det en god idé at starte med at vende situationen om: hvis din partner f.eks. en dag kommer hjem og fortæller, at vedkommende vil stille op for et politisk parti hvis meninger, du absolut ikke er enige i, er det så din pligt at støtte din partner i det? Det mener jeg ikke. Jeg mener, vi skal prøve at respektere og give plads til vores partners valg, og hvis det valg strider så meget imod vores overbevisning, at vi ikke kan forsætte med at være i parforhold med denne person, så må vi tage konsekvensen og afslutte forholdet.
Vores idé om, at vores partner skal støtte og respektere os, kommer ud fra illusionen om, at vi skal være et på det jordiske plan, og derfor skal mene og tænke det sammen. Men det er vi ikke, og i øvrigt så vil man også hurtigt miste respekten for sin partner, hvis vedkommende bare lagde sig fladt ned og adopterede alle ens meninger. Det er naturligvis dejligt, hvis vores partner støtter og respekterer os, men at forlange at ens partner skal gøre det, er mere udtryk for vores egen usikkerhed, end det er udtryk for kærlighed. Så på et plan oplever jeg det som vigtigt, at vi står ved os selv, vores holdninger, synspunkter, behov, begrænsninger osv.
På det universelle plan misfortolker vi livet, ved at vi oplever det som en lang kamp, hvor vi helt alene skal bære verden og kæmpe for eksistensen. ”Vi bliver født alene, og vi skal dø alene” er et typisk udsagn fra en person, som har mistet kontakten til helheden.
Vi har mistet tilliden til livet og kærligheden, og i parforhold har vi opgivet, for den anden svigter jo os, kan ikke forstå os og vil os det ikke godt. Den eneste mulighed er en evig magtkamp for at overleve alene i en ond verden. Og det er også rigtigt, at vores partner gang på gang ”svigter” og ikke forstår os (på sammen måde som at vi gør mod vores partner), men det bygger på det udgangspunkt, at vores partner skal mødes os med en universel tilgang på trods af, at partneren lige som os lever i en begrænset krop med en begrænset forståelse.
Hvis man har integreret det spirituelle plan i sig, så vil man kunne give sig hen til et andet mennesker og kunne rejse sig igen, når det menneske opfører sig på en måde, som man føler som ikke-støttende. Man er så rodfæstet i noget større end det jordiske, at man ikke lader sig slå ud af de jordiske begrænsninger. På samme måde som at f.eks. vores hånd og vores nyre er en del af den større helhed mennesket, selvom de udfører meget forskellige ting og måske til tider tilsyneladende modarbejder hinanden.
Jeg så et spændende program: ”Jagten på planters bevidsthed” (” In the Mind of Plants”). I udsendelsen fortalte man bl.a. om, hvordan planter kommunikerer sammen på en mere sofistikeret måde, end man hidtil har troet. Genfortalt ud fra min hukommelse, så opdagede man, at antilopper på visse farme i Sydafrika døde, selvom de tilsyneladende var raske. Man opdagede, at det var på de farme, hvor der var størst antal antilopper på mindst areal. Efter analyser fandt man frem til, at antilopperne var blevet forgiftet af garvesyre fra akacietræer, som de spiste af. Undersøgelser viste, at når et akacietræ følte sig truet af et stort antal spisende antilopper, så producerede det en øget mængde garvesyre, som antiloppernes lever blev forgiftet af, når de spiste af træet. Men man fandt også ud af, at de andre træer i nærheden begyndte at producere øget mængde garvesyre, fordi det først angrebne træ udsendte en gasart, som blev båret af vinden til andre akacietræer og som indeholdt et enzym, der øgede produktionen af garvesyre i disse træer. Træerne indeholdt altså ikke kun et forsvarssystem til dem selv, men de var også i stand til at kommunikere med andre træer herom og aktivere deres forsvarssystem.
På et plan står træer alene ude i naturen. De har deres egne rødder, deres egen stamme, grene, blade osv. Måske vokser der ting op omkring dem, som skygger og tager næring fra dem. Måske bliver de udsat for angreb fra dyr, bakterier og andet, som truer deres levevilkår. Det må træet på et plan klare alene.
Men samtidigt er træet en del af en større helhed. Det har rødderne ned i den samme jordklode som de andre vækster, trækronen rækker op mod og henter næring fra himlen, som omgivelserne også gør, og der er en større bevidst kommunikation træerne imellem, som vi først nu er ved at forstå lidt af.
Træet lever under de jordiske forhold, hvor det en dag vil dø, men når det dør, så dør det ikke alene men som del af en større helhed, som træet også er en del af efter sin død, når det formulder og skaber grundlag for nyt jordisk liv.
På samme måde som træer er vi mennesker både Al og Ene. Det er ikke en illusion at tro, at vi lever i symbiose, for det gør vi, men det er ud fra et universelt synspunkt. Symbiosen består ikke i, at vi skal diktere hvad universet skal gøre med os, men at vi giver os hen til universet. Dermed forsvinder ensomhedsfølelsen altid.
Ensomhedsfølelsen opstår, når vi ud fra en følelse af at mangle noget essentielt vil leve i symbiose med andre mennesker. Der vil altid være en oplevelse af svigt, fejl og mangel, når vi ønsker noget fra en anden jordisk skabning, som vedkommen ikke kan eller skal levere. Det forunderlige er, at når vi står på egne ben og retter os op mod universet, så vil vi netop kunne være i en dyb intim kontakt både med andre mennesker og med en større dimension, fordi vi føler helheden i kontakt med det jordisk fremfor at lade os begrænse af det jordiske plan i kontakten med universelle.
Ved selv at indse at vi er en helhed, kan vi opleve at være en del af en større enhed, men hvis vi føler vi mangler helhedsfølelsen og vil forsøge at få den fra andre mennesker eller jordiske ting, så vil vores følelse af mangel og ensomhed kun vokse. Så vil vi føle os alene i stedet for både at føle os al og ene.