At slippe kampen (PDF-fil? Tryk her)

Oplever du livet som en kamp? Så er du ikke alene. Mange mennesker oplever livet som en lang kamp. For nogle til en vis grad bevidst ved at de synes, at de er gode til at kæmpe, og derfor er stolte over, at de så tit vinder. Det ses også i mange film og sportssammenhænge, hvor heltene er dem, som kæmper sig til en sejr. Det hårdt prøvede menneske som til sidst vinder på trods af alle odds. 
For andre er kampen ubevidst, for det har bare altid har været sådan, og de kan derfor slet ikke forestille sig livet på en anden måde.
Men det er ikke nogen selvfølge, at vi skal kæmpe og stride os gennem livet. Det er rigtigt, at de situationer, vi oplever i vores hverdag, kan være udfordrende, men det er ikke det samme som, at selve livet er en kamp.  At nå til at kunne leve den erkendelse er et afgørende øjeblik.

Det første skridt i erkendelsesrejsen er at blive bevidst om, at man kæmper. De, som til en vis grad er bevidste om det, og som lægger en stor ære og identitet i at kæmpe, vil ofte udtrykke, at det er et tegn på styrke, at de kæmper. ”Jeg er stærk, derfor kæmper jeg, når livet gør modstand, hvilket det ofte gør!” Spørgsmålet er hvilken følelse, der ligger bag kampen? Glæde, harmoni, velvære, kærlighed? Sjældent, ja stort set aldrig! For mig at se kan det dybest set kun være angst, der ligger bag kampen, hvilket næppe er noget, som den kæmpende umiddelbart vil være enig med mig i, men hvad skulle der ellers ligge til grund for at kæmpe? Man kan jo godt bruge sine kræfter, være målrettet og fokuseret, have viljesenergi mm. uden at kæmpe, men lige så snart det bliver en kamp, så skifter energien fra at være konstruktiv til dybest set at være meningsløs. Hvilken mening giver det at kæmpe mod livet? ”Jeg kan vinde over livet, for jeg er stærkere end det”, giver det nogen mening?? Ingen som helst. Det svarer til, at en arm mener, den er stærkere end resten af kroppen. Men sådan føler vi det, når vi i kortere eller længere tid kæmper mod det, som er. Vi kan konstruktivt godt have et ønske om og en vilje til at ville forandre ting, men at kæmpe mod det, som er, er meningsløst. Læg mærke til det næste gang det sker for dig (eller måske rettere bagefter for det er sjældent, vi kan se det i øjeblikket), at det er det, vi gør, kæmper mod det, som er.

De, som slet ikke er bevidste om, at de kæmper, oplever det som en normal tilstand, for de har ikke oplevet andet i mange år. Måske har de skulle kæmpe sig ud ved fødslen, måske har de ikke fået så meget modermælk, så de har kæmpet for at få næring, måske har de kæmpet om at få varme, måske har de kæmpet om forældrenes opmærksomhed osv. Meget hurtigt bliver den selvfølgelige oplevelse af, at livet er varmt og behageligt som i fostertilstanden, hvor man er deltagende men ikke kæmpende, afløst af en kold og hård kamp for overlevelse. I starten føles det unaturligt, men hurtigt bliver det en selvfølge at have skuldrene oppe om ørerne, øjne der flakker rundt for at se, hvor der er veje til overlevelse, tanker der evigt er aktive i forsøget på at regne den ud. På et tidspunkt er den tilstand så indgroet, at det føles unaturligt at slappe af, være i harmoni, falde ned og blive båret af livet. 
At vågne op og blive bevidst om hvor angstpræget vores handlinger er, er som at komme ind i en ny verden. Pludselig kan man se hvor dybest set tåbeligt, det er at kæmpe for f.eks. en karriere. Hvorfor gør man det? Begrundelserne kan være mange: for at tjene penge så man kan betale regningerne, for at få anerkendelse, for at have et spændende arbejde, mm. Det næste spørgsmål er så, hvorfor man gerne vil tjene penge for at betale regningerne, hvorfor man gerne til have anerkendelse, hvorfor man gerne vil have et spændende arbejde? Når alt kommer til alt, så handler det nok for de fleste om, at man gerne vil have det godt. Tilbage til udgangspunktet kan man så spørge, om man har det godt, når man kæmper? Nej, men man tror, at hvis man kæmper, så vil man få det godt, altså en gang ude i fremtiden. Men lige nu er man nødt til at kæmpe, for ellers kan man ikke betale sine regninger, ikke få anerkendelse, ikke have et spændende arbejde. Det er for mig at se altså angsten, der styrer ens kampprægede handlinger, angsten for hvad der sker, hvis man bare er lige nu uden kamp.
Der er naturligvis intet galt i at ønske f.eks. en karriere, men kampen for at få en karriere bringer en væk fra at have det godt nu, og dermed væk fra ens formål med at få en karriere. 
Karriere-eksemplet er kun et blandt mange. Andre kunne f.eks. være at man kæmper for kærlighed, kæmper for retfærdighed, kæmper for at blive rask, kæmper for at udvikle sig spirituelt. I alle tilfælde, og i alle andre tilfælde, vil selve kampen bringe en væk fra det man gerne vil opnå.

Denne vågen op til, at man selvfølgelig ikke får det godt af at være i kamp med livet, fører til det næste skridt, som ofte er, at man har fokus på ikke at ville kæmpe. Tit vil der så bag ved det ligge følelsen af, at ”nu stopper jeg med at kæmpe, og så tror jeg, at universet nok forsyner mig med det, jeg har brug for”. Ofte glemmer man bare at stille spørgsmålet, hvad man virkelig har brug for. Den kæmpende, angstfyldte side har jo troet, at det f.eks. var en karriere for at tjene penge, så man kan betale regningerne. Eller at man ikke kunne leve uden anerkendelse. Når man slipper kampen, så slipper man følelsen af at skulle kæmpe sig til at nå det, men man tror måske stadig, at man er nødt til at have det for at kunne leve. Altså, man kæmper ikke mere, men forventer, at universet sørger for, at man får en karriere, så man kan tjene penge, så man kan betale regningerne, for man kan ikke leve uden det. Så på et plan kan man have sluppet kampen, men på et andet plan er det stadig den kæmpende tankegang, som ligger til grund for det billede, man har, af hvordan livet skal være.

Hvis man har sluppet det kæmpende handlingsmønster, men stadig har den kæmpende, angstprægede tankegang, om hvad man skal have, og hvordan livet skal forme sig, så vil der ofte opstå meget angst, meningsløshed og bitterhed. Man havde lige troet, at man ved at slippe kampen fik tingene, lige som man havde ønsket sig det, men nu bare uden kamp. Men man blev klogere og ofte under meget skrig og skrål! Det kan f.eks. være: ”jeg har sluppet mit job, men der er ikke kommet et nyt job til mig, så hvordan skal jeg nu betale mine regninger??”. Det er naturligvis helt legitimt at ville betale sine regninger, men det næste skridt er også at slippe det gamle syn på, hvordan tingene skal komme til en, og hvordan man skal indrette sit liv. Måske kommer indtjeningen på en anden måde end ens gamle tankemønster kan regne ud? Måske holder ens gamle tankemønster for fast i, hvad man tror, man skal have for at være i harmoni og dermed hvilke regninger, man skal kunne betale.

At give slip på kampen er ikke at give slip på sig selv, men derimod at give slip alt det som i sandhed ikke er en selv. Fordi vi f.eks. har været udsat for et kraftigt pres i vores opvækst, har vi kæmpet imod i forsøget på at bevare vores sande kerne. På et tidspunkt bliver denne kamp en selvfølge, og vi begynder at identificere os med den. Når vi på et tidspunkt vågner op og ønsker at slippe kampen, så føles det som om, at det er vitale dele af os selv, der forsvinder, når vi slipper vores gamle forsvarsværker. Derfor kan det være meget angstfyldt at slippe men den følelser opstår ikke pga. det, som i virkeligheden sker, men på grund af det, som vi frygter, vil ske. Det er altid noget, som vi tror, vil ske en gang i fremtiden, aldrig noget som er en realitet i nuet.

At give slip handler altså om at give sig hen til noget, som er større end én selv. Dette er angstfyldt, specielt hvis man i sin barndom har haft dårlige oplevelser med at give sig hen til nogle, som er ”større” end én selv, hvilket jo typisk er ens forældre, men også kan være andre autoriteter i skole, kirke eller andre foreninger. 
Det er også vigtigt at tænke på, at uanset hvor harmonisk en opvækst man har haft, så er det at føle angst en integreret del af det at være menneske. Fordi vi lever i en krop og en form, som er under konstant forandring, så vil vi undervejs opleve angst. Det kan og skal ikke undgås på trods af, at vi tit kan læse artikler og se tv-udsendelser, om det at være angstfri. Alle oplever angst, og det at kunne rumme og tolerere den angst er vejen til vækst.

På rejsen med at slippe kampen kan det være godt at huske på de forskellige stadier, som man typisk gennemlever: først er man bare kæmpende uden at tænke over det, eller man er bevidst om kampen, men tror, det er udtryk for en styrke, når man kan klare sig i evig modstand. På et tidspunkt begynder man måske at undre sig over, hvad det egentligt er, man går og laver. Det viser sig måske som midtvejskrisen eller en depression, men det kan være en sund undren over, hvordan man har indrettet sit liv. Så kommer der måske en åbning til, at livet kan være behageligt, og at man derfor vil slippe kampen. Den ydre kamp i form af stress, spændinger mm. slippes, men bag ved ligger stadig et kæmpende, angstfyld sind og styrer ens forventninger til livet. Når man slipper, at sindet skal styre én, så kan man give sig hen til livet og møde livets goder fremfor at være fastlåst i en bestemt måde, som man mener, livet skal være på.
Naturligvis sker det ikke bare en gang på alle planer, og da angst er en del af vores jordiske liv, så vil vi altid have en side, som tror kampen er løsningen. Men vi kan vælge ikke at følge den kampprægede side i os ved at være opmærksomme på, hvor det er, at kampen styrer os i hverdagens store og små situationer. Ved at øve os og blive mere bevidste kan vi opleve mere og mere at blive båret af livet.

Et fint billede og øvelse på det mener jeg stammer fra Mary O'Malley’s bog ”Afhængighed- din skjulte gave”. Her er den kort gengivet med mine ord: 
Vær opmærksom på hvad der er under dig. Hvis du ligger kan det måske være den seng eller sofa, du ligger på, hvis du sidder den stol, sofa eller andet du sidder på. Mærk om du lader stolen/sengen/sofaen bære dig? Spænder du i krop og sind og er nærmest nogle centimeter over underlaget af den grund? Prøv at afspænde med din vejrtrækning og din bevidsthed så du kan falde ned på underlaget og lade dig blive båret…
Mærk nu at stolen/sengen/sofaen bliver båret af gulvet. Tag nogle dybe, stille åndedræt og mærk hvordan stolen/sengen/sofaen bliver båret…

Mærk nu at gulvet bliver båret af den bygning, som du befinder dig i. Tag nogle dybe, stille åndedræt og vær bevidst om det…
Mærk nu at bygningen bliver båret af den jord, som er under bygningen…

Mærk så at jorden under bygningen bliver båret af og er en del af jordkloden…

Mærk at jordkloden svæver i og bliver båret af universet…
Mærk at når du lader dig bære af stolen/sengen/sofaen, så bliver du båret af den samme kraft, som får universet til at hænge sammen og bærer jordkloden…

Foto: 
Mand i jakkesæt med boksehandsker er fra Ambro / FreeDigitalPhotos.net
Håndtryk foto er fra Ambro / FreeDigitalPhotos.net
Katte foto er fra Dan/ FreeDigitalPhotos.net