Anbefaling af bog: Eben Alexander: ”Til himlen og tilbage” (Pdf-fil? Tryk her)

Neurokirurgen Eben Alexander var specialist i hjerner. Både sin egen, som han (tilsyneladende) udnyttede til det maksimale gennem sit højt ansete arbejde som kirurg og forsker, og andres, som han opererede og med stor dygtighed kurerede for mange sygdomme. Eben Alexander er stadig ekspert i hjerner, men at der er en del af eksistensen, som hjernen ikke kunne regne ud, fandt han ud af d. 10. november 2008 og en uge frem. Den dag vågnede han tidligt om morgenen med stærke smerter i kroppen og hovedpine. Han troede det kunne forsvinde med et varmt brusebad, men i løbet af nogle timer blev han indlagt med voldsomme epileptiske anfald.

Eben havde fået bakteriel meningitis forårsaget af E. Coli bakterier, hvilket er yderst sjældent, specielt blandt voksne mennesker. Sandsynligheden for at overleve er minimal, især hvis man er i koma i flere dage, og hvis man overlever, vil det oftest være med hjerneskade.
Mens lægerne kæmpede for at redde Ebens liv, og familien samledes for at være til stede for Eben, mens deres håb om at få ham tilbage svandt, så gennemlevede Eben en rejse, som fuldstændig ændrede hans liv. Efterfølgende skrev han en bog om det med ønsket om at fortælle andre, at døden ikke er enden på vores eksistens.

Nærdødsoplevelser har man måske hørt om tidligere, og det havde Eben også i hans job, hvor nogle af de patienter, han havde opereret, fortalte om møder med afdøde slægtninge og rejser til vidunderlige landskaber. Eben afviste det som ren fantasi udsprunget fra hjernen. Ligesom resten af vores bevidsthed gjorde ifølge Ebens overbevisning. I hvert fald hans overbevisning før d. 10. november 2008. For der lå han i koma med en hjerne, som ikke fungerede dårligt; den fungerede slet ikke! Og ikke kun i en kort periode men hvad der skulle vise sig at være en hel uge. Hjernebakken fungerede heller ikke, og det gav en enestående dybde og intensitet i nærdødsoplevelsen, hvor Eben mødte virkeligheden i en bevidst verden helt fri for hans fysiske hjernes begrænsning.

Eben kalder det netop et møde med virkeligheden, for den ”virkelighed”, vi oplever til dagligt, er oplevet gennem vores begrænsede hjerne. Tilsyneladende indebærer det at være menneske og leve på jorden, at vi er nødt til at have et filter, som begrænser vores bevidsthed, for ellers ville vi ikke være i stand til at leve vores jordiske liv. Vi kender det også i små målestok ved at hjernen sorterer i de millioner af informationer og sansninger, som vi registrerer i hverdagen, for at vi ikke skal blive overfyldt med data. Men på et større eller højere plan er der også bevidsthedsniveauer, som vores hjerne aldrig vil kunne forstå, men som vi delvis vil kunne åbne op for ved at bruge en bevidsthed større end hjernen.

De november dage i 2008 oplevede Eben eksistensen uden personlighedens begrænsning. Han kendte ikke til noget ”jeg” under rejsen.
Først var han i en slags urmørke nedsunket i et klaustrofobisk mudder i en virkelighed fra regnormens perspektiv. I begyndelsen var det okay at være i den tilstand, men som bevidstheden skærpes, steg ønsket om at komme et andet sted hen. Da den lyst meldte sig viste et hvidgyldent lys med fine tråde sig og splintrede mørket. Den monotome lyd, der havde været i mørket, blev afløst af en vidunderlig levende lyd, og Eben bevægede sig opad til den smukkeste verden, han havde set. Som en drømmeverden, men det var ikke en drøm men virkelighed. Ved siden af ham fløj en smuk kvinde på sommerfuglevinger. Uden ord fortalte hun budskabet som på jordiske sprog lød nogenlunde sådan:
”Du er elsket og værdsat til evig tid”
”Du har intet at frygte”
”Du kan ikke gøre noget forkert”

Eben svævede stadig ”højere” op og mødte højere udviklede væsener, som bølgede af glæde. Han stillede spørgsmål og fik svar direkte ind i sig i eksplosioner af lys og kærlighed og tilegnede sig på den måde viden, som det ville have taget årevis at fatte på jordisk vis.
Han bevægede sig stadig fremad og befandt sig i et umådeligt tomrum, fuldkommen mørkt, uendeligt stort og trygt. Selvom det var helt mørkt, var det også sprængfyldt af lys. Han var blevet et med Gud eller Aum, som var den lyd, han oplevede i forbindelse med skaberen. Han var i kernen og fik bevidsthed om, at alt er et. Vi er aldrig adskilt fra kernen, som ellers er den tanke, som skaber vores angst.
Eben (eller hvad ”han” skal kaldes i den bevidsthed, han var i) fik også oplevelsen af ikke at skulle forblive i den tilstand og blev ledt i retning af at stige nedad. Efter en uge åbnede han øjnene i sin seng på hospitalet og kom sig mirakuløst hurtigt fra en tilstand af nærmest død.

Ebens Alexanders historie er en helt enestående beretning fra eksistensens inderste kerne. Blandt nærdødsoplevelser står den alene, fordi der er så meget videnskabeligt data på hans fysiologiske tilstand undervejs samtidigt med, at det er en beretning uden personlighedens lag. Dermed er den dybere og mere intens.
Bogen er skrevet som en historie om eksistensens umådelige dimensioner i overbevisning om, at vi står et sted i udviklingen, hvor vi skal genvinde en højere viden og oplevelsesdimension, som ikke er begrænset af et materialistisk verdenssyn.

Det er en fantastisk dimension bogen åbner op for og forsøger at beskrive. På nogle planer synes jeg dog, at den beskrivelse, Eben Alexander gav heraf i udsendelsesrækken ”Livet efter livet”, var mere levende for mig, og hvis jeg tillader mig at sammenligne med en anden bog om nærdødsoplevelse, som jeg har læst fornylig, Anita Moorjanis ”At dø for at leve” (læs evt. her), så oplevede jeg personligt, at hendes beskrivelse af, hvordan oplevelsen har påvirket hendes liv efterfølgende, vækker dybere genklang hos mig. Det er nok mere en bog, jeg vil gå tilbage til igen og igen for at suge næring og inspiration.

”Til himlen og tilbage igen” eller ”Proof of heaven”, som den hedder på engelsk, har måske netop mere en intention og sigte, og dens temaer, oplever jeg, hænger mere fast i nogle former, som ikke mere giver mening for Anita Moorjani. Med hendes beskrivelse af hjertets værens tilstand, oplever jeg, at hendes ord skaber rum til at sanse det formløse bedre end i Ebens Alexanders bog.
Men det er jo kun en personlig oplevelse, som ikke ændrer på, at der er rigtigt mange lighedspunkter i de to bøger. ”Til himlen og tilbage igen” er en flot beretning om en enestående rejse til kernen og kilden, hvor al ting udspringer fra, og som vi stadig er en del af, selvom vi tit glemmer det med vores fragmenterede hjerne.

Som der står i 1. korinterbrev, kapitel 13, vers 9-12:
”For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Eben Alexanders bog har givet mig et indblik i helheden og at ”kende fuldt ud”, som vil blive stående tilbage, når meget andet er glemt.