Den gode ulv og den onde ulv
På nettet, facebook og andre steder kan man støde på en histiorie fra indianerne. Den findes i lidt forskellige versioner men pointen er den samme:
Et barnebarn fortæller sin bedstefar om en vrede inde i ham, fordi en skolekammerat har behandlet ham uretfærdigt.
Bedstefaderen ser på ham og fortæller at også han har følt voldsom had over dem som har gjort uret. Men hadet slider på én og ikke på ens fjender. Det er som at tage gift og håbe at ens fjende vil dø.
Mange gange har bedstefaderen kæmpet med disse følelser, som om der bor to ulve inde i ham, en god ulv og en ond ulv. Det er hårdt at leve med disse ulve inde i sig for de prøver begge to at vinde ens sjæl.
Barnebarnet ser så dybt ind i bedstefaderens øjne og spørger: "Hvem vinder, den gode ulv eller den onde ulv"? "Den ulv som jeg fodrer", svarer bedstefaderen.
Det er jo en god og opbyggelig historie som kan fås os alle til at tænke over hvordan vi bruger vores energi. Hvad er det vi fodrer? Og efterfølgende kan vi love os selv at nu vil vi være ekstra opmærksomme på at fodre det gode i os.
Altsammen såre godt, men inden vi bryder ud i alt for mange new age klapsavler vil det være nyttigt lige at stoppe op og undersøge hvad der er den dybere pointe. Er det at det gode kan overvinde det onde? Sådan vil mange af os nok umiddelbart opfatte historien, men måske er det ikke hele sandheden.
Det er efter min mening fuldstændigt korrekt at vi alle har en energi i os som er god og en som er ond. Det onde er ikke bare noget som findes udenfor os, i andre, det er noget som er i os alle. Det er derfor også på et plan meget vigtigt at være bevidst om hvad det er, som vi fodrer, hvad det er for en energi der styrer vores handlinger, ord og mål.
Det foregår i den dualistiske, modsætningsfyldte verden, hvor der er godt og ondt, nat og dag, lys og mørke, yin og yang, mand og kvinde, indånding og udånding.
Men hvad er det i os, som ser, at der er godt og ondt? Hvad er det som ser ulvene blive fodret? Hvad er det som mærker lyset og mørket?
Det er noget som er udenfor det gode og det onde, det er noget som er dybere end tid og sted, det er noget som er ud over lys og mørke. Det er den sjæl som i overstående historie begge ulve prøver at vinde. Men det kan de aldrig, selvom det i vores mørkeste stunder kan synes sådan, men de kan måske få os til at glemme at vi har en sjæl, som er af en anden verden end vores dualistiske verden.
Så vi er en del af et enhedsplan, som kan være vidne til den dualistiske verden. I den dualistiske verden er det vigtigt at have opmærksomhed på at fodre den gode ulv, men hvis vi hele tiden kæmper for at kun det gode må være her, hvis vi hele tiden kæmper for at de gode tanker skal tage over, så de negative tanker ikke fylder, så bliver vores liv en kamp uden den hvilen, som kan komme af at være bevidst om det, som er dybere end godt og ondt, det som er bag lyset og mørket. Så kommer vi til at leve i betinget kærlighed hvor alt, inkl. det onde, ikke bliver elsket betingelsesløst.
Jesus skulle have sagt, at han er i verden men ikke af verden. Han levede altså i en verden af godt og ondt men havde dybe rødder et andet sted.
Det er den mulighed vi alle har.
Det er der, hvor vi ikke er ulve. Vi har ulve af alle slags i os, men vi er ikke ulve.
Det er der, hvor vi ikke bliver splittet mellem godt og ondt, rigtigt og forkert.
Det er der, hvor vi kan hvile i helheden og derfra bruge vores energi til at fremme det, som vi oplever er godt og rigtigt at få frem i denne verden.
Med Rumis ord:
Hinsides ideerne om rigtigt og forkert
er der en mark.
Jeg vil møde dig der.
Tak til Jivananda (www.hridaya.dk) - og til mange andre gode hjælpere tidligere på min vej - for inspiration til overstående.