Kender du forskel på smerte og lidelse? (PDF version? Tryk her)
Smerte er det, som sker for os, lidelse udspringer af vores reaktioner på det, som sker.
Lidelsen er ekkoet, smerten er det, som skaber ekkoet.
Til forskel fra et normalt ekko, så bliver lidelsens ekko større og større, og til sidst har vi svært ved at høre eller huske, hvad det var, som satte gang i processen.
Måske brækker vi en arm, hvilket forårsager en smerte og er upraktisk i vores hverdag. Lidelsen er så alle de tanker, forestillinger og domme, som udspringer heraf. Måske tænker vi, at vi må gå fra hus og hjem, fordi vi har brækket armen? Måske at vores arm aldrig kommer til at fungere ordentligt igen, og at vores liv derfor bliver meget dårligere fremover? Måske at vi altid er uheldige, og at der sker dårlige ting for os, så vi kan ikke stole på, at livet vil os det godt. Alt sammen er tanker, forestillinger og domme, som bringer os væk fra virkeligheden og nuet.
Smerten kan også komme af, at vi f.eks. har en periode, hvor vi er i mindre godt humør. Lidelsen er så de bølger i vandet, som spreder sig ud derfra: vi dømmer os selv til at være deprimeret i stedet for at mærke, at vi er kede af det og kommer dermed ind i kassen ”depression”, som det kan være svært at komme ud af igen. Vi tænker, at vi er dårlige mennesker, og at alle andre har det meget bedre end os, så vi må have gjort noget forkert. Vi tager afstand til livet, ikke fordi vi er kede af det men pga. vores reaktion på det at være kede af det.
Når der opstår en smerte, forsøger hjernen at rubricere og forstå den. Det kan være en fordel, hvis det mentale kan hjælpe os til at få overblik og handle bedst muligt, når en smerte opstår, men oftest vil egoet tage helt over og bringe os væk fra smerten og ind i lidelsen.
Lidelsen er præget af meningsløshed og kamp. Lidelsen er desperat og urolig. Smerten kan være tung og ubehagelig, men den er også rolig og giver tyngde, fordi den er virkelig lige nu.
Vi oplever alle smerte i vores liv, det er en del af det at være inkarneret i kroppen og leve i formernes verden. Naturligvis skal vi ikke dyrke smerte, men det er ikke noget mål i sig selv at undgå den, for den er en del af livet. Lidelsen er ikke en naturlig del af livet. Lidelse opstår kun, når vi ikke overgiver os til det, som er. Et kinesisk ordsprog siger, at vi ikke kan forhindre sorgens fugle i at flyve over vores hoveder, men vi kan forhindre dem i at bygge rede i vores hår.
At lære at skelne mellem smerte og lidelse kræver, at vi er tilstedeværende og bevidste hvert sekund. Smerte og lidelse kan derfor hjælpe os til at bringe en mediterende tilstand ud over meditationsrummets fire vægge, så vi bliver mediterende og centreret i hverdagen og øjeblikket. Ekkoet stopper så med at overdøve det, som skabte ekkoet, og ringene i vandet bliver ikke til store bølger, som vi drukner i.
På den måde er smerten en dør, som åbner op til nuet i modsætning til lidelsen, som kun er en mental reaktion på noget som er sket.
Billede venligst udlånt af stockimages på FreeDigitalPhotos.net