Skriften på væggen (PDF fil? - tryk her)

At kunne tage sin egen medicin er en vigtig vej at gå. Store ord og visioner kan være lette at have i bevingede øjeblikke, og det væsentlige er så at kunne være med dem, når de møder én i form af modstand i hverdagen. Hvis man kun kan give kærlighed til mennesker langt væk, men ofte skændes med naboen, så er det tid for at rette lyset mod én selv og ens skygger.

For seks år siden var jeg så privilegeret at blive skænket muligheden for at leje et hus på Frederiksberg, hvor jeg kunne indrette et center til terapi og kurser.
Huset fremstod ikke som en skønhed. Det havde stået tomt nogen tid. Indvendigt var væggene malet i kraftige blå, grønne og gule farver, og gulvtæppet var meget blåt og meget et andet årti.

Det var ikke oplagt for mig at lave et center, og det var ikke oplagt at leje huset, som ikke fremstod funklende. Midt i al tvivlen var der dog en del af mig, som ikke var i tvivl; dette hus var et sted, som jeg skulle leje for at folde en vision ud, et eventyr som jeg skulle kaste mig ud i. Det kom til mig midt i en turbulent tid i midt private liv, hvor nye skridt var påkrævede.

Tvivlen var dog min trofaste følgesvend. Jeg husker da jeg havde skrevet under på kontrakten og fået nøglerne til huset, hvordan jeg satte mig i huset på det meget blå gulvtæppe og ringede til en af mine veninder og sagde ”hvad er det dog jeg har gjort”!?  Samtidigt vidste jeg dog godt hvad jeg havde gjort; jeg havde kastet mig ud på dybt vand og havde fulgt mit hjerte og min indskydelse med ønsket om at skabe et sted i min ånd og stemning.

Tre måneder senere efter uendelige mange liter hvid maling og mange håndværkertimer havde centeret taget en form, som jeg var glad for. Stilheden, lyset og rummet var nu flyttet ind i huset eller rettere var kommet op til overfladen, for det havde været der altid.

At påstå at stilheden, lyset og rummet var permanent manifesteret i mig i den periode vil være en usand glorificering af fortiden. Der var masser af frygt for, om jeg nu kunne svømme eller flyde på det dybe vand, masser af tanker på om økonomien ville falde fra hinanden og efterlade mig skyldig og med en gæld, masser af uforståenhed overfor hvordan jeg skabte et godt flow i centeret.

For at understøtte den stemning jeg ønskede på centeret og for at minde mig om den tilstand, jeg ønskede at have i mig selv, fik jeg malet nogle for mig vigtige citater på væggene i centeret.

Tiden gik og jeg gik ikke til bunds.
Alt gik ikke, som jeg havde håbet. Til tider gik det bedre, end jeg havde håbet. Der var liv og mange, mange gode mennesker, som kom i centeret. Andre gange føltes det meget op ad bakke. At folde visionen ud var en ting, men at stå ved den midt i alt, var en anden ting.

For 1½ år siden blev der så foretaget nogle jordprøver udenfor centeret. Jeg spurgte personen, der foretog prøverne, hvorfor han lavede dem og fik at vide, at der skulle opføres et etagehus på stedet. Okay! Det var jeg ikke vidende om. Jeg gik så og smagte på muligheden af, at det var sådan det skulle være, at ”mit” specielle hus skulle rives ned.

Noget sagde mig, at det var det rigtige, selvom alt andet i mig strittede imod. For 1 år siden blev jeg så kontaktet af min udlejer, som bekræftede, at han ønskede, at huset skulle rives ned for at opføre ungdomsboliger, og at jeg skulle fraflytte med udgangen af 2015

Jeg søgte efter et nyt sted, hvor jeg kunne flytte centeret til, men jeg vidste også, at jeg kun ville starte et nyt sted, hvis jeg kunne finde et sted, hvor det sagde ”ja” indeni, på samme måde som det – bag al tvivlen og angsten – gjorde, da jeg fandt huset på Grundtvigs Sidevej, men desværre lykkedes det mig ikke at finde sådan et sted.

Desværre fordi jeg gerne ville føre centeret videre og kunne tilbyde mine fine lejere et nyt sted at være, men jeg måtte til sidst indse, at det ikke skulle være sådan. Jeg måtte læse skriften på væggen, slippe og turde falde ind i intetheden og så se, hvad der opstår derfra.

Livet og tiden må nu vise mig, om Center for Helhed og Indre Ro skal genopstå et andet sted. Foreløbig har jeg være så heldig at finde et godt lokale på Holger Danskes Vej 3B, Frederiksberg i Lene Kvists fine Behandlerkollektiv (www.behandlerkollektivet.dk), hvor jeg både kan behandle og undervise i Qigong.

Nu vil jeg gøre mit bedste for at nyde fordelen ved at slippe ansvaret og forsøge at flyde på det ”nye” dybe vand og se, hvor det vil bringe mig hen. Forsøge at være åben og lytte.
At påstå at der ikke er meget støj på linjen vil være at lyve, men uanset hvor meget støj der er, så er der også altid stilhed, lys og rum. Det vil jeg forsøge at lytte til, være og gro med.

Det er mit ønske at det bliver nogle skønne ungdomsboliger, som bliver skabt på Grundtvigs Sidevej og at de kan danne rammen om meget godt liv.
Stilheden, lyset og rummet fra stedet lever videre uanset, at væggene nu bliver revet ned.