Terapi eller R.I.P? (Pdf-fil? Tryk her)

Terapi vil i næsten alle tilfælde handle om noget, som er sket i fortiden, eller noget, som man forventer, vil ske i fremtiden. Terapi kan defineres som bearbejdelse af de reaktioner, som er opstået i én pga. det, som er sket, eller en bearbejdelse af de reaktioner, som opstår i én pga. det, som man forventer, vil ske.

Man kan så sige, at terapien foregår i nuet, og det er derfra, at man ser tilbage på det, som skete eller ser frem på det, som man forventer, vil ske. På samme måde som hvis man har været ud for en ulykke; i nuet afhjælper man de sår, som man fik ved ulykken. Man kan ikke afhjælpe såret, som det var i selve ulykkesøjeblikket men kun såret, som det er nu.
Eller hvis man f.eks. skal stoppe med sit nuværende arbejde om 2 måneder, fordi man er blevet fyret, så kan man lige nu forberede de reaktioner, som man tror, man vil få i den situation. På den måde er der et klart link til nuet i terapi, hvor man ser frem eller tilbage ud af den vandrette tidslinje.

R.I.P.=Rest In Peace (hvil i fred) er en anden tilgang, hvor man har fokus på den lodrette linje, som går igennem nuet. Her er fokus ikke på bearbejdelse af ting men at være med det ting, som nu en gang er i ens liv. Bevidsthed og årvågenhed er nøgleord, for at man ikke skal drukne i ”ting”. Hvis vi har det skidt, f.eks. har meget frygt i vores hverdag, så vil vi ofte have fokus på at gøre frygten mindre. Risikoen ved det er, at frygten får os i sin hule hånd. Ved at fokusere på den, så vil den altid være i centrum. En anden mulighed er at sige, at frygten nu en gang har den ”størrelse”, som den har, men hvis vi kan skabe større kontakt til årvågenhed, indre ro og centrering, ja måske endda en kontakt til noget, som kan opleves som større end en selv, så ville det være ”større” end frygten, og dermed vil vi ikke drukne i frygten, på trods af at den ikke er blevet mindre. Det sker absolut ikke ved at ville ignorere frygten eller ikke at ville se den i øjnene, men det sker ved, at vi er meget bevidste og opmærksom på at være i kontakt med rummet, den lodrette dimension.

Faren ved terapi er, at den kan have mange lighedspunkter med vores ego. Ego forstået på den måde Eckhart Tolle gør, hvor egoet er tanker eller følelser, som vi identificerer os med og tror, er os. Tanker som altid handler om fortiden eller fremtiden men aldrig om nuet. Jeg kan ikke huske, at Eckhart Tolle har forklaret det sådan, men jeg oplever, at de tanker og følelser er opstået tidligt i vores liv, fordi vi oplevede at møde så meget modstand mod at være os selv, at vi ikke følte, der var plads til vores sande jeg. Derfor begynder vi at forsvare os selv med tanker og følelser i et forsøg på at beskytte noget værdifuldt i os, hvilket er en sund mekanisme, men til sidst bruger vi så megen fokus på at forsvare os, at vi begynder at identificere os med vores forsvarsværker og glemmer, hvem vi i sandhed er, det som vi startede med at ville forsvare.

Terapi er et sted, hvor vores ego kan have gode muligheder for at boltre sig. Terapi kan meget let komme til at handle om det, som er sket for os eller det, som vores tanker eller følelser forventer, vil komme til at ske. Jeg skrev tidligere, at nuet kan være et udgangspunkt i terapi, fordi det er derfra, at man ser frem eller tilbage, men netop fordi man ser frem eller tilbage, så vil man meget let kunne forsvinde fra nuet. Hvis jeg går tilbage til det mere håndfaste eksempel med ulykken, så vil det være meget svært at se på det sår, ulykken har skabt, uden at forsvinde væk fra nuet: ”hvorfor skabte jeg dog også den ulykke? Hvorfor skulle det ske for mig? Hvorfor lige nu? Hvad får det af konsekvenser for mig fremover? Mister jeg indtægt og får økonomiske problemer? Vil jeg miste førlighed?”, vil vores tanker og følelser ofte sige.
Det samme med terapeutiske emner, f.eks. oplevelsen af at ens forældre ikke elskede én. Fordi de ikke gjorde det, så oplever man, at man nu har svært ved knytte sig til andre mennesker, svært ved at få succes på sit arbejde, svært ved at se en mening med livet, osv. Man oplever netop at man nu har svært ved det. Men er det et problem, når man sidder i stolen eller ligger på briksen hos terapeuten? Eller var det (tilsyneladende) et problem, lige før man kom ind i lokalet, og man forventer det vil blive et problem igen, når man går ud af lokalet?

Ud fra en terapeutisk tilgang giver det mening, at man skal bearbejde det, som er oppe i ens hverdag, også selvom det måske ikke er til stede i det øjeblik, man er i terapilokalet, og det kan der også være en klar pointe i. Men det er også vigtigt at huske på, at det altid er sådan egoet ser på det: ”jeg skal lige have noget på plads og så, en gang ude i fremtiden når det er på plads, så skal jeg nok være til stede i nuet. Men lige nu kan jeg ikke være til stede i nuet, fordi der er noget fra fortiden, som forhindrer mig i det, eller der er noget, som jeg forventer, vil ske i fremtiden, som forhindrer mig i det”. Sådan tænker egoet. Altid! Uanset hvor meget man bearbejder og ”teraperer”. Der er altid noget, som er i vejen for at være, lige her og nu. Altid noget der skal laves om, før man kan accepterer nuet. ”Men når det er lavet om, om et øjeblik, så vil jeg kunne acceptere nuet…”

Terapi har sin store styrke i at kunne hjælpe fortrængte ting frem i bevidstheden, hvor de kan bearbejdes.
Samtidigt er ens oplevelse af ting, der er sket, eller som man forventer, vil ske, meget præget af de påvirkninger man har fået i sin opvækst. Her har terapi en stor styrke ved at kunne åbne op for nogle andre synspunkter og oplevelse. Begge del kan være med til, at følelsesmæssige og fysiske fastlåsninger kan løsnes op, og en anden frihed kan opstå. Men fordi man, som tidligere omtalt, ofte har været nødt til at forsvare sit sande selv, og efter et stykke tid har identificeret sig med dette forsvar fremfor sit sande selv, så kan det opleves som meget faretruende at slippe fokuseringen på det, som er sket for én, eller det, som man forventer, vil ske for én. Egoet og ens forsvarsmekanisme vil have tendens til at ville puste det op igen, og livet er så forunderligt, at der som oftest vil opstå situationer, som ifølge ens ego og forsvarsmekanisme ”berettiger” en til at bearbejde videre, inden man kan være til stede i nuet. Man kan ikke lade fortiden hvile i fred og fremtiden føles truende.

Fokus på væren og accept f.eks. gennem centrering, meditation, yoga, Qigong, kreativ udfoldelse, dans, sang, ophold i naturen, samvær med dyr og meget mere har sin store styrke i, at man er lige her og nu. Dybest er det altid, det eneste vi kan være, men det glemmer vi som oftest. I væren og accept har vi ikke brug for at lave øjeblikket om. Måske vil vi gerne handle og ændre noget, men så sker det ud fra en impuls i nuet ikke ud fra en tro på, at vi vil få det bedre i fremtiden.
Det, som er vigtigt at være opmærksom på, er, om vi er i fred, når vi gør det. Ikke forstået på den måde at vi slet ikke kan mærke noget ufredeligt i os, for den side vil vi altid have, men om det som vi kalder væren og accept i virkeligheden er en flugt fra at tage os af noget, som gnaver i os? Så kan der være brug for at møde det med mere terapeutiske øjne, hvor vi kaster lys på fortrængte sider og løsner op i disse.

Overskriften på dette indlæg er misvisende, fordi den lægger op til, at man enten skal vælge en bearbejdende, undersøgende terapi eller værende bevidsthedstilstand af accept. I min optik er begge dele vigtige og essentielle dele ved det at være menneske. Vi er netop både jordiske med en fysisk virkelighed med fortid og fremtid ud af tidsaksen, men vi er også universelle skabninger og en del af en større sammenhæng i den lodrette linje. At være et levende menneske, som er til stede, opstår netop ved at være i nuet, der hvor den vandrette og lodrette linje mødes i et kors.

Derfor mener jeg, det er meget vigtigt, at man i terapeutisk arbejde har øje for den rette balance mellem bearbejdelse og accept, mellem den vandrette tidslinje og den lodrette udenfor-tid-linje. En terapi må pege hen i mod, at vi er dem, vi er, med de sårbare og traumatiske sider, som vi nu en gang har samlet sammen, og hvis vi kan rumme disse sider, så vil vi ikke skade andre eller os selv. Til tider skal disse sider ses på og bearbejdes, til andre tider er det vigtigt at lade dem være, som de er. Alle mennesker vil på deres vej have brug for terapi, enten professionel terapi eller terapilignende samtaler med andre mennesker, og alle mennesker vil have brug for at lade tingene være i accept og fordragelighed. Oftest er det sådan, at i starten af en evt. udviklingsproces vil man have mere brug for terapi, og med tiden vil man have mere brug for accept og væren, så mikset kan ændre sig med alderen men et sundt forløb vil altid indeholde (opmærksomheden på) begge dele.

Generelt er det som der er meget fokus på at være handlekraftig og udvikle sig, men det er meget vigtigt at minde om, at R.I.P. ikke er stilstand samt ulykkelig død og sorg. At lade tingene være på en sund måde er en meget fredfyld tilstand fuld af liv og harmoni. Den har en selvforstærkende virkning, idet en stærk fundering i livets lodrette akse gør, at de ting vi møder på livets vandrette akse ikke sætter sig så let som problemer eller traumer, men mere er situationer som vi forholder os til. Vi vil have lettere ved at forblive i midten af det kors, som vi mennesker er spændt ud imellem, der hvor den vandrette og lodrette dimension mødes.