Fiskeopskrifter  (Pdf-fil? Tryk her)

 

Marineret fisk

½ kg. hvide fiskefileter, f.eks. torsk, lange, kulmule eller andre fra torskefamilien.

2 spsk. genuine tamari (uden hvede)

2 spsk. riseddike

½ spsk. vand

1/3-½ spsk. revet. Ingefær

Bland marinaden godt sammen, smag til og hæld den over fiskefileterne. Lad det trække i mindst 10 minutter men gerne i flere timer.

Bag i ovnen i et fad med låg (evt. stanniol) ved ca. 180-190 grader i ca. 15-20 min., men tjek undervejs om fisken er færdig så den ikke bliver tør. Fisken er færdig når den falder let fra hinanden i flader når man trykker på den.

Hvis du bruger almindelig tamari/sojasovs (med hvede) så skal man måske udelade vandet og bruge lidt mere tamari, men prøv at smage til.

 

Fisk med sesamfrø

Rødspætte- eller torskefileter fra supermarkedet er måske ikke altid det, som stimulerer ens kreativitet mest. En simpel måde, at få mere smag ud af dem uden at skulle ud i det store køkkenarbejde, er ved at dyppe fisken i en tallerkenfuld af sesamfrø på begge sider og komme lidt salt og citronsaft på. Herefter kan man rulle fileterne sammen hvis det er tynde fileter eller benytte stykkerne som de er og bage dem i ovnen eller dampe dem i en gryde med dampindsats.
Sesamfrøene giver et godt modspil til den mere neutrale fiskesmag.
Man kan også komme små stykker af gulerødder, agurker og/eller porretoppe eller fintskåret løg ind i fiskerullerne.