Brændenældepesto (PDF-version? Tryk her)

Jeg er blevet inspireret af min gode kollega Lisbeth Tordendahl (www.lisbethtordendahl.dk), som tidligere har skrevet om og lavet opskrifter med brændenælder.
Den skønne, vilde urt, som vokser frem, inden vi ellers kan høste de nye grøntsager, er fuld af sundhed og kraft. Og så har den en ekstra stor fordel; den kan ikke købes i supermarkederne, så man er nødt til at iføre sig travesko og plastikhandsker og begive sig til den nærmeste skov, park eller andet sted hvor brændenælderne vokser uden al for megen forurening fra omgivelserne og så ellers fylde posen op med de grønne skud. Det er bedst at plukke de helt unge skud eller topskuddene af de planter som endnu ikke er gået i blomst. 

Vel hjemme igen skal man så skylle brændenælderne i flere hold vand inden man kan bruge dem til pesto, suppe, sauté eller andet lækkert. Når først man har kogt eller blendet brændenælderne så brænder de ikke længere men tilbyder derimod al sin næring uden at stikke.

Prøv f.eks. en pesto med soltørrede tomater:

Rist 1 dl. solsikkekerner forsigtigt på en pande. Imens renses 3 dl. brændenælder (tæt sammenpresset) og blendes med solsikkekernerne, indholdet af et glas soltørrede tomater i olivenolie (ca. 190 gr., heraf 115 gr. soltørrede tomater), saften af en ½ citron og hav/urtesalt
Hvis man ønsker en ren oliepesto, så tilsættes yderligere 3/4-1 dl. olivenolie.
Hvis man ønsker en mere sauce agtig pesto, så tilsættes ca. halv olivenolie og halvt plantemælk/piskefløde til rette konsistens og smag.
Smag til med citron og salt. 

Kan bruges på ris eller med pasta, som dip til grønsager som f.eks. blomkål, på brød, ovenpå fisk der bages i ovnen og meget mere.