Anbefaling af bog: Anne skyggebjerg: ”Introvert – stå ved dig selv” (Pdf-version? Tryk her)

Får du energi af at være sammen med andre mennesker eller føler du dig tappet for energi? Lader du allerbedst op alene i dit eget selskab? Hvis du gør, så har du en typisk introvert egenskab. Måske genkender du også, at små selskaber med nære venner er bedre for dig end store fester, at skriftelig kommunikation er lettere end mundtlig, at fordybelse giver mere mening end small talk, at mange input og afbrydelser ikke er stimulerende og igangsættende men irriterende og hæmmende, samt at det at tænke før du taler, er den letteste måde for dig at kommunikere og komme frem til løsninger på. Alt sammen er et udvalg af typiske egenskaber for introverte personer. Ingen er 100 % introvert, så selv om du ikke kan svare ja til alt overstående, så kan du sagtens primært være den introverte personlighedstype alligevel.

At være introvert eller ekstrovert er ikke godt eller dårligt, det er en egenskab. En egenskab som det er vigtigt at stå ved. De ekstroverte egenskaber bliver som oftest hyldet i vores samfund, og det kan være udfordrende ikke at være smilende, glad for fester, udklædning, larm, aktiviteter mm. Tit bliver man karakteriseret som sær og asocial af, ja ekstroverte mennesker,, som mener man skal oppe sig lidt og komme ud af hullet. Men at være introvert er ikke at være asocial, det er at være social på en anden måde, en måde hvor man foretrækker at være i en til en-selskab eller i hvert fald i selskab med få, hvor man foretrækker at kunne tale om, hvad der sker inde bag ved overfladen fremfor at skulle tale ud fra en poleret overflade. Og hvor man foretrækker at kunne afslutte det sociale samvær, når man er fyldt op og har brug for at fordøje alle de indtryk, som samværet har givet – og fordøje gør man bedst i eget selskab.

Mange introverte får oplevelsen af at være forkerte i deres forsøg på at tilpasse sig de ekstroverte idealer. Dage bliver brugt på at finde den bedst mulige måde at lyve på for at slippe for at skulle deltage i en – for den introverte – udmarvende fest. Eller på at være nervøs for den fest hvor man ikke kan være sig selv, bortset fra de øjeblikke hvor man lukker sig inde på badeværelset.

Anne Skyggebjerg har skrevet en bog om overstående emne. Den er født af hendes egne oplevelser af at være introvert i en ekstrovert verden. Og det mærkes, at bogen er en nødvendig bog fra en person, som ofte har følt sig misforstået og forkert. Brugt rigtigt kan den være en stor hjælp til introverte og ekstroverte til bedre at forstå deres behov og reaktionsmåder.

Bogen indeholder mange konkrete forslag til, hvordan introverte kan få det bedste ud af parforhold, hvordan introverte børn kan støttes, hvordan introverte forældre kan forbedre samværet med deres børn, uanset om de er introverte eller ekstroverte, og hvordan introverte kan understøtte deres egne egenskaber i en arbejdssituation.

Det understreges i bogen, at introvert-ekstrovert kun er en af mange prismer, som man kan se på sig selv igennem. I afsnittet om parforhold bliver der også set på egenskaber som fleksibel og stivsindet samt nærhed og distance, hvilket er med til at give flere nuancer i en bog, som ellers er meget fokuseret på introvert-ekstrovert spektret. Nogen gange for fokuseret og nogen gange for generaliserende, synes jeg, men Anna Skyggebjerg gør selv opmærksom på, at hun til tider er generaliserende. Det virker som om, at det er meget vigtigt for hende at få budskabet frem, og at den modstand, hun har oplevet, har medført, at hun til tider bliver for firkantet eller unuanceret i sit budskab. Det kan være på kanten til at gøre de ekstroverte til de forkerte, men jeg synes nu, at hun formår at holde en rimelig balance.

I afsnittet om børn tænker jeg, at det er for ensidigt, når det fremføres, at ekstroverte får al rosen i skolen; i andre sammenhænge har jeg ellers ofte hørt om, hvordan ”de stille piger” klarer sig godt i skolen, mens ”de vilde drenge” har det meget svært. Så måske er det for snævert kun at bruge introvert-ekstrovert prismen, når det handler om, hvem der får anerkendelse fra lærerne og skolesystemet. Set i en sammenhæng er det rigtigt, set i en anden sammenhæng, så kan det være svært at have krudt i bagdelen, føle sig mindreværdig omkring det boglige og så skulle tilbringe 9 år på skolebænken. Disse personer føler nok ikke, at skolesystemet er indrettet til dem, selvom de er ekstroverte.

Det ændrer dog ikke på, at det er en fin bog, som kan hjælpe introverte personer til bedre at forstå sig selv. Og som kan hjælpe alle til at leve i en mere balanceret verden. Som primært introvert har jeg selv haft stor glæde af at læse den. Den har hjulpet mig til at se nogle reaktionsmåder hos mig selv i et nyt lys.

Jeg vil anbefale, at man er opmærksom på ikke at misbruge bogens pointer ved f.eks. at sige, ”at det kan jeg ikke, for jeg er introvert” og dermed gøre det til firkantede tilgange til livet. Så kan det let ende som et fængsel, som lukker dig inde og modvirker, at du kan vokse og udvikle dig, fremfor en støtte og platform, som kan hjælpe dig til at forstå dig selv og din omverden.

Ro, fordybelse, kreativitet, omtanke, forståelse og omsorg er blandt de egenskaber som alle vil få større glæde af, hvis de introverte egenskaber bliver bedre forstået og får større naturlig plads i vores hverdag.