Hvis du ikke kan kontrollere dig selv
- så kontrollerer du alle andre i din nærhed. 

(Pdf-version? Tryk her)

Ønsker du bevidst eller ubevidst at andre skal bekræfte dig, fjerne din smerte, mildne din uro eller hindre din tvivl? Tænk over om du ikke derved kontrollerer og låser dine omgivelser fast? Hvis de ikke udfylder den rolle, som du vil have dem til at udfylde, for at du ikke skal mærke de uønskede følelser i dig selv, så føler du dig let svigtet og ikke-mødt af dem. De følelser, som du gerne vil have dem til at fjerne, bobler nu ekstra meget op og bliver rettet mod dem, fordi du havde troet, at der var en overenskomst om, at de skulle få dem væk, og nu er de bare blevet meget værre.

Vi er alle et del af det spil, ingen af os er perfekte i den henseende. Det afgørende er at forstå mønsteret og være bevidst om det. Det dukker typisk op i parforhold og andre tætte relationer, hvor vi har en forestilling om, at partneren som en god forældre skal fjerne det, vi ikke kan lide ved os selv. Resultatet bliver, at begge parter kommer til at føle sig låst og ufrie i de misforståede forestillinger, om hvordan relationer mellem voksne mennesker skal være.

I stedet for at have fokus på hvad partneren skal gøre, så skal vi have fokus på at tage vare på os selv. Når vi føler os følelsesmæssig udsatte, skal vi opøve evnen til at berolige og regulere os selv, således at det ikke bliver de nærmestes opgave at få os på fast grund igen.

Hvad sker der inde i dig, når du læser overstående? Måske bliver du vred, angst eller desillusioneret ved følelsen af at skulle klare alting selv og ikke kunne udveksle og få fra andre mennesker? Prøv i givet fald at tænke over hvor den tanke og følelse kommer fra? Hvad er det, som gør, at du tror, at hvis du modnes og lærer at stå på egne ben, så kan du ikke interagere med andre mennesker? Hvad nu hvis det er lige omvendt, at du netop kun kan have et reelt og frit samvær med andre, hvis du også kan kontrollere dig selv?

Ordet kontrol kan opleves som negativt ladet, specielt i alternative kredse hvor det bliver sat lig med at undertrykke. Men at kontrollere er en helt essentiel del af et liv i omsorg for sig selv og sine omgivelser. Vi oplever alle følelser som, hvis vi ikke møder, accepterer og kontrollerer dem, kan få fatale konsekvenser for os selv og vores nærmeste, som f.eks. seksuelle impulser i forhold til vores børn, raserianfald f.eks. i trafikken, jalousi som udvikler sig til forfølgelse af vores (eks)partner og endeløse gentagende krav om at partneren/venner skal bekræfte os. I de og mange andre tilfælde skal vi lære at stoppe op og rumme den tilstand, som er ved at løbe af med os.

Men også i livets mange andre små situationer er det vigtigt at være opmærksom på, hvad det er for mekanismer, som styrer os. Hvis vi f.eks. har en samtale med vores partner, og partneren undervejs ikke er enige i vores holdninger, så kan vi ofte føle, at partneren ikke støtter os. En ting er et ønske om, at partneren skal give os ret, noget andet er, hvis det ønske ikke bliver opfyldt, at vi så mener, at partneren svigter os. Men hvis partneren har en anden holdning, så vil vedkommende jo være usand overfor sig selv hvis vedkommende ikke stod inde for sin holdning. Og ønsker vi at leve sammen med en usand partner?

Når vi har noget, som opleves som en uenighed med vores nærmeste, så er det afgørende ikke at rumme partnerens holdning men at rumme vores egen reaktion på det, som vi oplever som partnerens holdning. Det at rumme sin egen reaktion betyder ikke, at man skal finde sig i alting, eller at man ikke kan reagere, det betyder, at den reaktion man kommer med, sker på baggrund af en modereret tilstand i sig selv. Man undlader at overreagere på den andens overreaktion.

I stedet for ordet kontrol så kan jeg også illustrere det med andre ord:
Hvis du ikke kan centre dig selv, så er du ude af dig selv og vil være over i andre.
Hvis du ikke kan skabe ro i dig selv, så vil din uro påvirke andre.

Skal man så føle sig skyldig overfor andre, hvis man ikke kan kontrollere, centre og skabe ro i sig selv? Nej, naturligvis ikke, det er noget som vi alle i mere eller mindre grad oplever i vores hverdag, og samtidigt må andre jo netop også selv tage ansvar for de følelser, som opstår i dem. Det helt afgørende er dog at indse, at selv om man føler sig svag, udsat og hjælpeløs, så har man en meget kraftig og stærk påvirkning af andre, som ikke er konstruktiv for hverken en selv eller ens omgivelser, hvis man mener, at det er andre, som skal løse problemerne for en. Løsningen er ikke mere kærlighed eller omsorg udefra men mere egenomsorg og kærlighed til en selv. Hvis man ikke selv skaber en bund i krukken, så kan man måske føle glæde og forløsning, så længe nogen udefra hælder vand ned i krukken, men lige så snart det stopper, så er man igen tørlagt og ”overladt alene i ørkenen”. Hvis man derimod gennem at regulere sig selv skaber mere og mere bund i krukken, så vil det vand som tilføres – både fra en selv og fra andre – skabe en mere blivende tilfredshed.

Men alt overstående taler vel for the lonesome cowboy, som klarer al ting selv uden at vise følelser? Den store individualist som ikke har brug for andre? Nej, absolut ikke! Cowboyen med stenansigt kontrollerer ikke sig selv, men undertrykker alle sine følelser. Han er endt i modsatte grøft at dem, som lever med følelserne uden på huden.

For at kunne kontrollere sine følelser, så skal man netop kende dem, ellers kan man jo ikke kontrollere dem. At kontrollere sine følelser betyder, at man vælger at skure op og ned for forskellige sider og reaktioner i en selv. På samme måde som når man kører bil, hvor man kan trykke mere eller mindre på speeder, bremser, kobling og benytte de andre instrumenter i bilen. Man kontrollerer bilen, hvilket er godt for en selv og i høj grad også for ens omgivelser, som ikke bliver påkørt, men kontrollen sker ikke ved, at man fuldstændig er stivnet til og uden kontakt med sine omgivelser, fordi man kun kan mærke sine egne sårbare følelser (måske kan du genkende lidt af den tilstand fra den gang du lige havde fået kørekort? J), men ved at man er i kontakt med sine egne evner til at betjene bilen, og samtidigt i kontakt med hvad der sker i ens omgivelser.
En person som kan centrere og regulere sig selv er netop kendetegnet ved at kunne være åben om sine følelser og kunne udveksle dem med andre mennesker uden at ville lægge byrden – bevidst eller ubevidst – over på dem. Det er altså både en åben og flydende tilstand, samtidigt med at den er fast og bærende.

At bede om hjælp er ikke tegn på hverken svaghed, eller at man pådutter andre noget, men er kun et udtryk for, at man er menneske. Det væsentlige er at have fokus på, hvad det er for en energi, man spørger om hjælp ud fra, og hvordan man reagerer, når modparten svarer tilbage.

Kan man bære det svar, man får, uanset hvad det er? Eller er der en, bevidst eller ubevidst, holdning om at hvis den anden ikke hjælper så kan vedkommende ikke være det bekendt?
Overstående er ikke (kun) et spørgsmål om høflighed, men i langt højere grad et spørgsmål om det syn man har på livet, og de roller vi har i forhold til hinanden. Hvis man mener, at modparten svigter en ved ikke at hjælpe, fordi man selv ofte har hjulpet vedkommende, så handler det om at tage det med i betragtning næste gang vedkommende beder om hjælp i stedet for at blande det ind i ens eget spørgsmål

En af mine inspirationskilder, den amerikanske psykolog, David Schnarch, har for nogle år siden skrevet et par spændende artikler. Jeg har tilladt mig at låne hans overskrift og lade mig inspirere til at forfatte overstående. David Schnarch har en god evne til at give en ny synsvinkel på problematikkerne. Han sætter tingene på en spids og provokerer de gængse holdninger.
For ham er det også en del af en større psykologisk diskussion mellem hvad han kalder attachment (forbindelses) baseret terapi og differentierings-baseret terapi, hvor sidstnævnte er den retning han understøtter. Man kan læse om det ved at læse kommentarerne til 2. del af overnævnte artikel.

At vise omsorg og empati for andre er naturligvis en ønsket og naturlig del af det at være menneske, men for at undgå at ende i en af de to grøfter – psykopaten som ikke kan mærke ægte medfølelse eller den empatihungrende som kun har øje for at få empati men ikke at give empati (til sig selv) – så er det vigtigt at optræne sin emotionelle autonomi gennem hele livet. Ægte samvær og intimitet forudsætter dette.

Foto: Witthaya Phonsawat,  FreeDigitalPhotos.net