Anbefaling af bog: 
Ulrik Golodnoff og Søren Rasmussen: ”Crowley Tarot ABC” (PDF-fil? Tryk her)


For mig, som var så heldig at følge Ulrik og Søren, inden Ulrik på så tragisk vis døde, er det ingen overraskelse, at det er en spændende og kvalificeret bog om Crowleys Thoth tarotsæt, som de har mikset sammen i deres laboratorium. Selvom jeg aldrig selv rigtigt er faldet for Crowleys mange facetterede, smukke og mystiske kort, så er det en fornøjelse at blive taget i hånden og ledt ind i Crowleys og Harris’ (kunstneren bag kortene) univers. 

En meget simpel men væsentlig detalje, som gør, at jeg ser kortene med helt andre øjne, er, at Søren har svinget sit Kong Arthur sværd og fået idéen til at lade en bogtrykker skære rammerne af kortene, så det kun er illustrationerne, der står tilbage. Dermed står de smukke billeder meget mere tydeligt, og samtidigt slipper man for det ord, som stod på mange af kortene – et ord som var alt for entydigt og blev opfanget af hjernen og lukkede af for åbenheden i billede dannelsen. Der var næppe mange, som blev opløftet af at trække et kort med teksten ”Cruelty” (Grusomhed). Hvis man ser kortet, er det stadig et kraftigt udtryk af bloddryppende sværd, men det er trods alt lettere at være åben for, at kortet vil vise dig hen til et sted, hvor du kan lade sværdene falde og finde ind til ildsjælen i det røde, når du kun ser billedet, og ordet grusomhed ikke står printet i baghovedet.

Hvad enten man bruger Crowleys, Waites eller nogle af de andre tarotsæt, så er billederne for mig det helt essentielle i tarotkortene. De taler til vores drømme side og åbner op til et sprog, som rækker ud over vores forstand. Dermed kan de komme med meget mere bredfavnende men samtidigt præcise tilbagemeldinger, end mere entydige logiske svar kan.

Bag billederne i Crowleys sæt er der et helt univers af spirituel og mystisk visdom. Specielt livets træ fra den jødiske Kabbalah tradition er hovedleverandør til sættets opbygning. Dette gælder formentligt også andre tarotsæt, men i Crowleys er det helt entydigt.  
Både Crowley og Waite, som er skaberne af de to mest brugte tarotsæt i Danmark, var medlem af den samme hemmelige loge i England ”Det gyldne daggrys hermetiske orden”, hvor de uafhængigt af hinanden har hentet viden til og er blevet inspireret til at skabe deres egen fortolkning af tarot universet.

I bogen gennemgås kortene et for et, og langt de fleste læsere af bogen vil nok hurtigt kaste sig over den del af bogen, fordi man dermed kan få hjælp til fortolkningen af kort, man har trukket eller fået lavet oplæg med. Når først man har fået overblik over idéen med de forskellige kategorier, som præsenteres ved hvert enkelt kort, så er der også megen støtte at hente til ens egen fortolkning, men nogen facitliste skal man dog ikke forvente at finde.

Hvert kort indeholder så megen information og så rig en billede verden, at det er alt for meget at læse bogen i et langt stræk. Man kan måske læse om et par kort om dagen og sammenholde det med ens egen erfaring fra brug af kortene eller fra oplæg. Det er dog synd, hvis man snyder sig selv for resten af bogen, hvor baggrunden for kortene bliver åbnet op og foldet ud, så det er til at forstå, selv om man ikke er medlem af nogen hemmelig loge. Jeg kan nærmest høre Sørens lidenskabelige og vidende stemme, når der i bogen redegøres for alle de symboler og tegn, der kan læses ud af bagsiden af kortene!! Sikke dog et kæmpe univers, som bogen åbner op til!

Jeg skriver med vilje Sørens stemme, for det er ikke nogen hemmelighed, at bogen først og fremmest er hans værk. Det er Søren, som lige fra starten var forelsket i Crowleys univers, og som havde skrevet en stor del af bogen, inden han fik Ulrik til at give en helt afgørende hånd til at afslutte værket. Det ses også tydeligt, at Søren er grafiker, for bogen er grafisk sat meget smukt op, og Harris’ illustrationer bliver gengivet på en facon og i nogle omgivelser, som hun i sin tarothimmel må sætte stor pris på.

Bogen er ikke kun en bro mellem Sørens og Ulriks to tarotverdener, mellem jorden, hvor tarotkortene skal udfolde sig, og himlen, hvor frøet til tarotkortene stammer fra (og hvor Ulrik, Crowley, Waite og alle de andre gamle drenge nu slår deres folder og lægger deres kort), den er også en bro til en Crowley fornægter som undertegnede, der bliver blød i knæene og i stivsindet, når jeg bliver inviteret indenfor rammerne og gennem porten til Crowleys univers.