Tarotkort - Kejserinden: (PDF? - tryk her)

Kejserinden sidder på sin trone ude i naturen. Hun har en stor pude i ryggen og hendes kjole har røde blomster. I hendes højre hånd holder hun et scepter og på hendes skjold er der aftegnet et Venus tegn. 12 stjerner smykker hendes hår og om halsen ses en kæde med 7 perler. I baggrunden er der træer, til højre på kortet løber der et vandløb og foran hende er der modent korn.

Kejserinden er et udtryk for nydelse. At nyde sig selv og sine omgivelser. At nyde det som gror i hendes nærhed og at nyde den komfort som er hende givet. Hun er ikke selvpromoverende eller højt råbende for det er der ingen grund til når hun inde fra sig selv ved at hun fortjener at være på tronen. Ja, hun ikke bare fortjener, hun tjener også ved at tage den plads som er givet til hende. Det er hendes pligt at nyde det jordiske.
Hun er det tredje Major Arkana kort og er essensen af etter energiens opstart og pioner ånd samt toer energiens samarbejde, nuancering og fordybelse. Alt dette nyder hun frugten af og dermed er hun med til at gøre verden til et mere harmonisk og afbalanceret sted at være. Hun tager i mod, for at de universelle energier kan blive konkrete i verden, som moderen der lader barnet vokse i sin livmoder og føder det ud i verden. Æstetik, skønhed, kærlighed, kreativitet, afslapning og jordiske glæder er nøgleord for Kejserinden.

At have fokus på ryggen og nyrerne kan også være et billede på Kejserinden. Det kan både være i overført betydning, som det at have opbakning og tryghed, men også konkret som det at tage vare på rygproblemer ved at være hvilende og modtagende samt at passe på sin nyreenergi ved ikke at opsøge og identificere sig med travlhed og stress.

Når Kejserinden (i retvendt version) kommer på banen i et oplæg, så er det et udtryk for jordisk kærlighed, den feminine, moderlige energi i en nærværende og konkret sammenhæng. Her er der kun en ting at gøre: at lade livets overflod strømme igennem sig ved at tage i mod og lade det blomstre.