Præsentation af et tarotkort: Sværdenes ridder (Pdf-fil? Tryk her)

Kortet viser en ridder i rustning med sin hjelm åben, som ridder på sin hest i fuld galop i et bakket landskab. I sin højre hånd holder han sit sværd højt hævet, mens han styrer hesten med sin venstre hånd. Ud over rustningen er han klædt med et mørkerødt halstørklæde, og der er ligeledes et rødt stykke stof, som vender op mod himlen ud af toppen af hjelmen. Rundt omkring på ridderen og hesten er der blå, gule og røde farver blandt andet i form af fugle og sommerfugle. Der er flygtige skyer på himlen og træerne i baggrunden står og hælder i vinden.

Med sværdet højt hævet ridder han hastigt afsted i modvinden. Han har blikket fast rettet mod det ukendte udenfor kortet og han hverken tøver i modvinden eller sænker sværdet. Han holder fast på sit og møder det med åben pande. Han er Prins Ib (sig det hurtigt…), som Ulrik Golodnoff med vanlig humor kaldte ham, der altid holder fast i sine principper, uanset hvad der viser sig på vejen. Han ved at han er ude i en større mission, hvor hans standpunkter er blevet hentet ned fra himlen gennem toppen af hjelmen, og de skal udtrykkes, udleves og kæmpes for, også selvom hans underbevidsthed i form af hans hest undertider kan have skræmte øjne.

Sværdet er tanker, idéer, inspiration og ridderen er ild elementet i hof familien, som handler, kæmper og slås til sidste blodsdråbe. Kombinationen af ild og luft giver en meget spids (illustreret i sværd og støvler) energi som kan skære igennem enhver modstand. Nuancer og rundbords samtaler (illustreret i baggrunden med de to træer, dualiteten) er det ikke tid for lige nu, for så vil værdierne blive tabt. Her skal der kæmpes og lægges alle kræfter i det, som man tror på, uanset hvad omgivelserne mener.