Giv slip (Pdf-version? Tryk her)

Scenen er klassisk i tegneserier: en mand er faldet ud over skrænten og klamrer sig nu til en gren, som er vokset ud fra skrænten, mens han skrækslagen ser ned i afgrunden.
Desperat råber han: ”Hjælp, er der nogen?”
”Ja”, bliver der svaret oppe fra.
”Hvem er det?”, spørger manden.
”Det er Gud”, lyder svaret oppe fra.
Manden bliver fuld af håb og råber:
”Hjælp mig, jeg hænger ud over afgrunden, hvad skal jeg gøre?”
”Giv slip”, svarer Gud, hvorefter manden ser slukøret og misfornøjet ud i luften, inden han råber: ”Hjælp, er der nogen andre?”…

Er der mon nogen andre, er der mon andre muligheder?
Om man tror på begrebet Gud, eller om man vil skifte det ud med ord som Universet, Det uendelige eller andet er ikke så afgørende i denne sammenhæng.
Spørgsmålet er, om der, når alt kommer til alt, er andre muligheder end at give slip?

Vi mennesker har mange evner og kan så mange ting. Vi har opbygget hele samfund, skabt strukturer, så de fleste af os får føde, varme, ly og lever i relativ tryghed. Vi har en stor evne til at finde på kreative løsninger, når vi støder på udfordringer. Jeg oplever det som en meget stor kvalitet.

Men netop fordi vi magter så meget, så kan vi have en tendens til at glemme, at vi er en del af noget større. Det er ikke os, som får solen til at stå op hver morgen, det er ikke os, som får jorden til at dreje rundt. Ja udtrykket, at solen står op, viser netop, hvordan vi tror, at vi er centrum i universet. Men det er jo solen, som er i centrum, og jorden, og dermed os, som bevæger sig rundt om den.

Så vi er underlagt noget, som er større end os, og det er ingen selvfølge, at der er frit valg på alle hylder i livets supermarked. Måske kan det hænde, at vi bliver begrænset og må indstille os på at leve anderledes, end vi troede. Som Corona har mindet os om, hvis vi skulle have glemt det…

Men det er ikke kun på samfundsplan, at vi kan blive underlagt noget, som er større end os. Det kan også ske på det personlige plan, eller rettere sagt det sker for alle på det personlige plan.
At noget tilsyneladende står i vejen for os.
At vi bliver forhindret i at leve, som vi havde tænkt, vi skulle.
Det er forskelligt, hvordan vi reagerer på det. Om vi forsøger at ændre situationen, kæmper med begrænsningerne eller opgiver at komme igennem med vores ønsker.

Men der er også en anden mulighed. At give slip.
At lytte til noget som er større end os og lade det, som tilsyneladende står i vejen for os, blive vejen for os.

For de fleste af os er det meget afskrækkende. Så får vi det jo tilsyneladende ikke, som vi ønsker at få det.
Men det er også afskrækkende på et dybere plan.

Når vi som børn lærer verden at kende, så lærer vi som oftest, hvem vi er, ved at lære om vores personlighed. Vi lærer, hvad vi hedder, hvad der er mit og dit, vores krop og dens afgrænsninger at kende. Vi opdager vores vilje, og at den vilje nogle gange kan blive opfyldt og andre gange ikke.

Det er alt sammen godt og en del af det at lære at være her på jorden i vores kroppe. Men problemet opstår, når vi identificerer os med det. Identificerer os med vores personlighed, tror vi er vores kroppe, meninger, vilje osv. i stedet for, at det er noget, vi har.
Når vi så oplever, at vores vilje ikke kan komme igennem, eller at vores personlighed bliver udfordret, kan vi let blive så rystet, at det bliver en krise. Vores oplevelse af os selv og verden krakelerer.

De fleste prøver så, efter kortere eller længere tid, at komme op på hesten igen, tilbage i kampen, forsøger at få livet til at forme sig efter deres ønsker.
Måske gør man en ekstra indsats, måske forsøger man en ny strategi, måske opsøger man terapi eller andet for at klinke skårene.
Men det bygger stadig på den samme tilgang: jeg skal have mit igennem, måske i en modereret form, men det er stadig mit, jeg skal have igennem.

At give slip er afskrækkende. Hvem er vi så, og hvad vil der ske, hvis vi ikke holder fast i, hvad der tilsyneladende er vores?
Vi har jo lært, at vi er vores vilje, vores meninger, vores kroppe. Hvad sker der, hvis vi ikke straks reparerer ridserne, men tillader os – og andre – at se ind bag dem? Ja måske ligefrem tillader muligheden for, at ridserne kan blive større, og det, som vi kender og tror er os, falder fra hinanden?

Hvad sker der, hvis vi giver slip? Ikke giver slip på tankerne, på kontrollen, på håbet, på fordringerne, men giver slip?
Måske slipper vi også kontrol, tanker, håb, fordringer og meget mere undervejs, men så længe vi vil styre, hvad det er, vi skal give slip på, så giver vi ikke slip.

Her tænker jeg ikke på at give slip i alle hverdagssituationer, hvor der efter min mening kan være nogle, hvor det er hensigtsmæssigt at holde fast og sætte grænser, skabe strukturer og have styr på tingene, f.eks. hvis vi kører bil.
Nej her taler jeg om en bevidsthed indeni, i mødet med livet. At give slip selvom noget i os blive rystet i vores grundvold og har lyst til at skrige, om der ikke er en anden mulighed.
At falde ned i livet uden at have behov for at lande nogetsteds.
At åbne og overgive os til noget, som er større end os selv.

Der er perioder i alles liv, hvor livet inviterer os til det. I et års tid har vi alle fået en kollektiv invitation til at deltage i en Krone (Corona) indvielse.
Måske har det været en fest, måske har det været et mareridt?
Måske vil vi gerne have noget ud af perioden, et produkt vi kan vise frem?
Måske vil vi gerne kunne fortælle om, hvordan vi har udviklet os, og alt det vi har lært?
Måske vil vi gerne have, at vi lander et bedre sted, end vi kom fra?
Måske vil vi…

Giv slip…. ?….

 

- Tak til Hridaya/Svalgaardcenteret for tegneserien og inspirationen

Photo by Sarbajit Sen from Pexels