Stenbukken og Vandbæreren (Pdf-version? Tryk her)

Stjernetegnet Stenbukken er som samfundets skelet. Det er de veletablerede institutioner, traditionelle firmaer, velafprøvede rutiner og strukturer. 

I 2020 har der været mange påvirkninger af det velkendte, som hele verden har oplevet det med Covid-19, der har vendt op og ned på vores hverdag, direkte eller indirekte.

I 2020 har der også været mange markante planet konstellationer i Stenbukkens tegn. Pluto har været i Stenbukken siden 2008, og dens indtræden i stjernetegnet afspejlede de finansielle rystelser i verden som skete samtidigt.
Saturn, Jupiter og Mars har også mødtes i Stenbukken, ikke alle i en ren konjunktion, men de har danset så tæt på hinanden, at de i høj grad har påvirket hinanden.
Saturn og Pluto mødtes eksakt 12. januar. 5. april og 30. juni mødtes Jupiter og Pluto og igen sidste gang d. 12. november, hvor de mødtes stort set samme sted 23 grader i Stenbukken, som Saturn og Pluto mødtes i januar måned.

Hvor Pluto er involveret, vil der som oftest ske rystelser og dybe forandringer. Pluto er dybdepsykologi, skygge- og underverdenen, vilje og magt.  Ingen går uberørt hen efter mødet med Pluto, men det kan også være ved, at man mærker en dybere længsel efter at få fat i livets sandheder, en overgivelse til transformation.

Saturn hersker i Stenbukkens tegn og har mange af de samme karakteristika som Stenbukken: det lange seje træk, struktur og rutine, alvor, stræben og begrænsning, men også begrænsning for at finde ind til det centrale, at finde ind til essensen og få den med gennem nåleøjet.

Mødet mellem Saturn og Pluto viste sig bl.a. som en virus, som vi umiddelbart ikke kunne bekæmpe med de tilgængelige midler. Det bragte en masse angst og begrænsninger op til overfladen, og megen usikkerhed fordi vores strukturer og dagligdagsrutiner blev forandret, ja nærmest låst fast i en ny (u)orden.
Men det gav også mange mennesker et fokus på, hvad der er væsentligst, det gav os en fælles dagsorden over hele verden og viste, at vi er forbundne trods forskelle.

Planeten Jupiter er karakteristisk ved at være fuld af optimisme, men også ved at puste alting op, og dermed forstørrer alt det, som er fremme i forvejen.
Jupiter er også jura, hvilket vi har set på forskellig vis i Danmark og rundt omkring på kloden på det sidste, f.eks. ved valget i USA og i sagen om muligt grundlovsbrud i Danmark i forbindelse med mink sagen.
Jupiter handler også om udlandet, og 2020 har jo netop været kendetegnende ved de mange restriktioner i vores forhold til udlandet.

Mødet mellem Pluto og Jupiter i november måned har også givet anledning til mere konkret at tro på, at en vaccine er på vej, hvilket har givet håb for mange, men det er også i den periode, at smitten med Corona er steget i de fleste lande, så restriktionerne er taget til samtidigt med, at Corona-trætheden også er forøget, så både Jupiters indflydelse med optimisme og med at forstørre det eksisterende har vist sig.

Og de møder er altså sket i Stenbukkens tegn, har rystet samfundets skelet på en måde, som vil blive husket mange år ude i fremtiden, på samme måde som da Uranus og Neptun mødtes i Stenbukken i sidste halvdel af 80’erne og skabte enorme samfundsomvæltninger i hele verden med Berlin murens og østblokkens kollaps.

Pluto vil forblive i Stenbukken i 2-3 år endnu og forsætte sine gennemgribende og dybdegående forandringer, hvor meget vil blive udfordret, når jordpladerne bevæger sig og frigør energi i form af seismiske bølger gennem samfundet og den enkeltes liv. Meget vil forsætte med at blive rystet og noget vil falde fra hinanden i vores samfundsstrukturer i Plutos oprensning. Både Pluto og Stenbukken er et realitetstjek; er der et dybt rodnet, som kan holde, når stormen og skælvet sætter ind?

Men hvor Pluto forbliver i Stenbukkens tegn indtil 2023-24, så bevæger Saturn og Jupiter sig ind i Vandbærerens tegn i sidste halvdel af december i år. Det bliver et markant skift af mange grunde.

Vandbæreren er det nyskabende, alternative og nytænkende. Hvor Stenbukken er et jordtegn, er Vandbæreren et lufttegn, som bringer nye idéer og vinde med sig. Det er den geniale (eller småskøre) videnskabsmand, det er frihed og uafhængighed måske revolution, det er en humanistisk livsindstilling med fokus på fællesskab, ligeværd og det globale, hvor det materielle kommer i baggrunden og der bliver lagt vægt på andre mere idealistiske værdier.
Men Vandbæreren kan også være luftkasteller og principfasthed for princippernes skyld, så resultatet bliver dogmatisme og fanatisme.

Så det giver god mening, at alt tyder på, at der bliver tilbudt vacciner mod Covid-19 i slutningen af december, stort set samtidigt med at Saturn og Jupiter bevæger sig ind i Vandbærerens tegn henholdsvis d. 17. og 19. december. Det er op til den enkelte at tage stilling til, om man mener, det er udtryk for den geniale eller skøre videnskab (eller lidt af begge dele), men der er grund til at tro, at mange af de restriktioner, som har været kendetegnende, mens planeterne har været i Stenbukken, vil blive afløst af mere frihed. Så det vil formentligt føre til et stort skifte i 2021, men højst sandsynligt også til, at der vil komme mange og lange diskussioner, om hvad der har været op og ned i hele Covid-19 situationen, hvilket er sundt og nødvendigt i et hvert demokrati, men det kan også let risikere at blive skyttegravskrige med mere vægt på principper end at lytte og forstå hinanden.

Saturn og Jupiter mødes eksakt ved vintersolhverv i år i Vandbærerens tegn og vil give mange kræfter bag ambitionerne om at skabe mere frihed, men det vil også skabe et skisma mellem dem, som tror på autoriteterne og dem, som ikke gør. Det kan nærmest blive en ”religiøs” diskussion med meget fokus på, hvad der er sandt og realistisk.
Saturn og Jupiter er umiddelbart hinandens modsætninger, hvor Saturn er sammentrækningen og Jupiter udvidelsen, og i en konjunktion er der både mulighed for, at de kan understøtte hinanden, så de med fælles kraft kan få essensen udbredt, eller at de kan modarbejde hinanden, så resultatet bliver en holden fast på sit territorium for enhver pris samt overdrivelse og urealistisk optimisme.

Saturn og Jupiter er i konjunktion ca. hver 20. år, og de har et spændende mønster, hvor de mødes i (stort set) samme element over en ca. 200-årige periode. Saturn og Jupiter har derfor mødtes i jord elementet i de sidste ca. 200 år, hvor nationalstaterne er blevet opbygget, og der er skabt mange samfundsstrukturer, som er en selvfølge for os nu, men som var ukendte i 1700-tallet. Det har også været en periode med megen materialistisk fremgang i de fleste lande, og måske er det endt, som det ofte gør, at det, som på mange måder var godt i starten, er endt med at blive for meget, så materialismen og strukturerne er gået fra primært at understøtte os til alt for ofte at kvæle os og jorden.

Jeg skrev at konjunktionerne primært har været i jordelementerne i de sidste 200 år, men der har været en enkel konjunktion i lufttegnet Vægten tilbage i 1981, som indvarsling på den periode, som starter nu, hvor Jupiter og Saturn primært mødes i lufttegn de næste 200 år. 1980’erne var også kendetegnet ved opblødning i de strukturer, som havde præget specielt Vesten i mange år med Berlinmurens fald og på individuel plan med ny teknologi som computer og mobiltelefoner, som gav mere frihed og uafhængighed.

Man skal passe på med at simplificere, og det er naturligvis ikke kun et aspekt, som påvirker hele udviklingen, men der er for mig ingen tvivl om, at skiftet fra Jupiter og Saturns møde i jordelementerne Tyr, Jomfru og Stenbukken til luftelementerne Vandbærer, Tvilling og Vægten vil være en meget stor drivkraft i en ændring af den bagved liggende grundfarve som farver udviklingen i verden. Det er sandsynligt at det fokus der har været på klimaforandringer, økologi, ”nye” energiformer, alternative løsninger på mange planer, bedre fordelinger af ressourcerne og fællesskaber på tværs af grænser vil blive endnu mere udpræget den næste lange periode.
 
For mig at se er det dog altid vigtigt at huske på, at intet er sort eller hvidt, så vi går ikke fra en sort, ond periode til en lys periode hvor alt vil blive rosenrødt, men vi går måske fra en periode, hvor vi har udviklet nogle strukturer og materielle muligheder, som til en vis grad har været berigende for mennesket, men også har taget overhånd, til en periode hvor der vil være et mere idealistisk perspektiv på, hvordan vi bedst udvikler verden. Det vil være en tid med mange spændende idéer, men også med mange kampe om hvad der er rigtigt og realistisk. Utopier og luftkasteller vil der være mange af, og vi har hver især et stort ansvar med at undersøge, hvad der er vores værdier og idealer, og hvordan vi giver dem luft under vingerne og er realistiske og ærlige hvis de falder til jorden. På den måde kan vi sætte kraft og optimisme bag det som er bæredygtigt for alle på sigt.