Profil
Lars Henrik
At beskæftige mig med sundhed og udvikling er en naturlig, integreret del af mit liv.
Jeg lægger stor vægt på at prioritere min egen helse
og mener ikke, at jeg kan vejlede andre, hvis jeg ikke selv går vejen.
Min egen personlige udvikling er en lige så vigtig faktor i mit arbejde med klienter som de uddannelser, jeg har taget, og jeg har været velsignet af at blive hjulpet og rådgivet af mange dygtige mennesker både terapeutisk og uddannelsesmæssigt på min vej.
Min interesse for sundhed og udvikling startede da jeg var 16 år
hvor jeg var en usikker teenager med hudproblemer.
Da jeg var 19 år tog jeg på et 10 dages kurophold på det daværende center for Integreret Medicin i Ranum. Uden rigtigt at forstå det åbnede opholdet noget op i mig, som jeg stadig er påvirket af.
Jeg flyttede efterfølgende fra Falster til København, hvor jeg fik behandlinger på Gefion klinik for Integreret medicin i Hillerød. Også her mødte jeg mange dygtige terapeuter som hjalp mig på vej.
Selvom samarbejdet mellem læger og alternative behandlere i Integreret Medicin desværre kun bestod nogle få år, så har det haft stor indflydelse på den tilgang, jeg har til livet og sundhed.
I 1999 og 2000 var jeg alvorligt syg med en tarmbetændelse.
Lægerne antog, at det var Morbus Chron og ville bortoperere et stykke af min tyktarm, hvilket jeg afslog.
Ligeledes valgte jeg ikke at benytte mig af deres andet tilbud om medicin, men besluttede i stedet at intensivere min opmærksomhed på hvad det var, som var betændt inde i mig, og hvad det var for kræfter, som brændte løs.
Det var en meget svær periode, men også en afgørende åbning til at forstå mig selv som en del af en større spirituel virkelighed, samtidigt med at jeg også fik større forståelse for nødvendigheden af at finde en bedre balance og harmoni i min hverdag.
Selvom jeg ikke længere lider af alvorlige fordøjelses problemer, kan jeg stadig have gener derfra.
Det er dog ikke kun gener, men også noget der gør, at jeg hele tiden må være opmærksom på at finjustere mit system med sund kost, øvelser, bevidsthed, afslapning og meget mere.
Kroppen taler til mig og hjælper mig til at være vågen og opmærksom.
For mig er sundhed bevægelse.
Ikke nødvendigvis bevægelse som det at være fysisk aktiv,
men bevægelse forstået som, at den ydre verden er i en evig forandrings proces, og hvis vi forstår og tør at bevæge os med den, så vil vi være sunde.
Søjlerne i min egen tilgang til sundhed er:
- Fysiske yoga øvelser og vejrtræknings teknikker som jeg har praktiseret siden ’87.
- Meditation som jeg har praktiseret siden '91
- QiGong træning og meditationer, som jeg har praktiseret siden ’96.
- Fokus på sund kost, som jeg har forsøgt at efterleve siden ’87
- Forståelse af hvordan kroppen og sjælen taler til mig
- Dagligdags bevidsthed og opmærksomhed, hvilket jeg specielt finder inspiration til ved at læse gode bøger og lytte til foredrag. Især Eckhart Tolle og Adyashanti er store inspirationskilder for mig.
- Viden om at sundhed er meget mere end dyb praksis og røgelsespinde; det er alt hvad livet indeholder: gode grin, venskaber, regnvejrsdage, ikke at tage sig selv for alvorligt, tilgive sig selv når man tager sig selv for alvorligt samt meget, meget mere.
Tryk her hvis du vil læse min CV