Anbefaling af bog: Jörg Kastner: ”Helsebringende madvaner – Kinesisk Ernæringsterapi” (PDF-fil? Tryk her)

Når man arbejder med kostvaner og ernæringsterapi, kan man have mange forskellige tilgange f.eks. sammensætningen af kulhydrater, protein og fedt, syre-base balancen, allergi og intolerancer, råkost i forhold til varmebehandlet mad, fokus på oprindelig kost (f.eks. stenalderkost), blodsukker stabiliserende overfor udrensende kost, ernæring ud fra ens blodtype, kost der er god mod overvægt, fokus på hvad man kan tåle og har godt af overfor sanselighedens og nydelsens bidrag til en sund fordøjelse, fordelen ved at bruge lokale fødevarer holdt op imod udviklingen ved at tilføre det bedste fra andre kulturer og verdensdele og dermed forebygge ”indavl”, kvaliteten af fødevarer og økologi, samt meget mere. At få god næring er som alt andet en sammensat størrelse.

Da jeg startede med at blive vejledt om kosten for mange år siden, var det primært i en sammenhæng, hvor man forsøgte at inddrage alle overstående element i et større hele. En holistisk tilgang til ernæring blev udviklet i mange forskellige lande, og i Danmark var en af pionererne Suzette van Hauen-Drucker, som jeg mødte på center for Integreret medicin. Hun havde et af sine udgangspunkter i makrobiotik, den japanske tilgang til bl.a. madvaner, hvor man ser på madens energimæssige påvirkning af mennesket. Da jeg senere selv begyndte at interessere mig for Traditionel Kinesisk Medicin (TCM), skabte det noget forvirring i mig, da man opererer med principperne om Yin-Yang både i makrobiotik og TCM men nogle af begreberne er modstridende, f.eks. at Yang er udvidende i TCM men sammentrækkende i makrobiotik. 

Makrobiotik var meget fremme specielt i 70’erne og 80’erne, og der er meget litteratur, man kan læse om den retning på dansk, mens der kun er meget lidt at læse om kinesisk ernæringsterapi. Derfor er det et væsentligt bidrag til en bredere tilgang til ernæring, at man nu kan få Jörg Kasters ”Helsebringende madvaner” på dansk. Selvom det er en over 10 år gammel bog, som er blevet oversat, så udfylder den et tomrum i den danske ernæringslitteratur.

Tankegangen i kinesisk ernæringsterapi – og i øvrigt også i de andre beslægtede, traditionelle helbredstilgange Ayurveda fra Indien og Makrobiotik fra Japan, er, at kostens indhold af livsenergi er helt afgørende for en sund kost, men samtidigt også at det er meget individuelt fra person til person og afhængig af ens livsfase og sundhedstilstand, hvilken vitalitet kosten skal understøtte og nære. Udgangspunktet for en vejledning i kost er derfor en diagnose basereret på puls, tunge og ansigt (ikke baseret på en vestlig tilgang men en asiatisk, hvor man diagnosticerer organernes energimæssige sundhedstilstand ud fra disse parametre) samt personens symptomer og (syge)historie. Dette er for mig at se de traditionelle sundhedskulturers store styrke, men det gør også, at bogen ikke indeholder nogen færdiglavede løsninger eller hurtige veje til sund næring.

Bogen bygger på en over 3000 år gammel visdom, hvor mad bliver betragtet som medicin. I den kinesiske tradition er Qi, vitalitet og livskraft, den primære kilde til alle levende processor i universet, og den opstår i energifeltet mellem de to modsatrettede og dog komplementærer kræfter i universet, Yin og Yang. Ved at have forankring i hvordan Qi’en arbejder i det enkelte menneske og i naturen, vil man kunne tilføre ernæringsterapien nogle elementer som alle de tilgange, jeg nævnte i indledningen, ikke kan. Derfor er det f.eks. i TCM’s optik en større fordel, som man kan opnå, dog afhængigt af personens behov, ved at tilberede mad gennem opvarmning end det deraf følgende tab af næringsstoffer, som der opstår. Opvarmningen af maden gennem dampning, kogning, bagning, stegning eller grilning tilføjer Qi til maden, som derved bliver lettere fordøjeligt og tilfører én livskraft. Det er ikke sådan, at man fraråder indtagelse af rå kost, men man mener, at mange får det i for store mængder, specielt i vinterhalvåret. 
Ligeledes er korn et meget vigtigt element i kinesiske ernæring, som den balancerende del af måltidet, hvilket jeg synes er velgørende at læse i disse tider, hvor kulhydrater i mange sammenhænge bliver udråbt til skurken. Det er også rigtigt, at opmærksomhed på hvilke og kvaliteten af kulhydrater (eller mere præcist sukker og stivelse), man indtager, er væsentligt, men i jagten på en let løsning glemmer alt for mange den gode balance og substans, som korn kan give. Om så 50-80 % af kosten skal bestå af korn, som TCM anbefaler, er ikke nødvendigvis rigtigt i vores situation, men at tage det helt ud af kosten er kun den bedste løsning for de færreste.

Selvom jeg er meget enig i de fleste anbefalinger i TCM, så illustrerer overstående en af dens svagheder, nemlig at den primært er udviklet i en tid og kultur, som er anderledes end der, hvor vi er lige nu. Selvom TCM er under stadig udvikling, så oplever jeg ikke, at intolerance og allergier er begreber, som den kinesiske tilgang har så stort kendskab til endnu. Desværre vil de nok snart komme til det, da velstanden stiger i Kina, og den deraf følgende ændret levevis vil helt klart medfører, at de vil få mange af de samme skavanker, som vi har i vesten, hvilket vil udbrede intolerancer og allergier også hos dem. TCM vil mene, at meget af det kan behandles med urter og behandling, hvilket også er rigtigt, men der vil stadig være mange, som i kortere eller længere perioder vil være nødt til at undlade indtagelsen af visse fødeemner eller endda fødegrupper.

En anden svaghed ved kinesisk ernæringsterapi i sin nuværende udformning er det manglende fokus på sammensætning og kvaliteten af fedtstoffer. Hvor man i oprindelig ernæring har fået den flerumættede omega 3 fedtsyrer i et forhold 1-1 eller 1-2 i forhold til omega 6 fedtsyren, så får mange med moderne levevis de to fedtsyrer i forhold 1-10 eller 1-20, hvilket er grobunden for mange af vores velfærdssygdomme. Det har man ikke mærket noget til i Kina (eller andre oprindelig samfund), hvor tilgangen til mulige fødevarer helt naturligt har givet et balanceret fedtsyre indtag, men i moderne sammenhæng er det et vigtigt element.
På samme måde er prioriteringen af fødevarernes kvalitet ikke høj, hvilket i mine øjne er vigtigt at gøre i den vestlige verden, hvor vi igennem flere år har dyrket vores fødevarer mere intensivt, end man har i Kina. Dog skal det siges at bogens forfatter er tysk, og derfor bliver kvalitet og intolerancer formentligt nævnt oftere, end hvis det havde været et rent kinesisk værk.

Men som jeg også startede med at nævne, så er det ideelt at inddrage flere tilgange til ernæring og selvom kinesisk ernæringsterapi er holistisk og dermed i sig selv kan stå alene, så er det kun en fordel at inddrage viden andetsteds fra også. Hvis man selv kan tage højde for dette, så har man en bog, som kan være en rigtig god vejleder. Dog kan det også være en svær bog at læse, hvor kendskab til TCM termologier og diagnoser vil være en stor fordel, men selv uden det kan man få en forståelse af sammenhængen mellem ernæring og vitalitet, som ofte ellers kan mangle.
En del af bogen er bygget op på gennemgang af organerne og sygdomme og selv en nørd og skema freak som undertegnede måtte læse bogen i flere omgange for at kunne holde tungen nogenlunde lige i munden. Hvis man ikke selv er TCM praktiserende, vil bogen for mange nok mest være egnet som en måde at få en begyndende indsigt i Kinesiske ernæring på og som et opslagsværk over fødevarernes energimæssige påvirkning og deres helbredende virkning ved sygdomme.

Bogen viser også hvor herligt ufanatisk kineserne og TCM er. Stort set alle fødevarer kan i den rette sammenhæng og mængde havde et helbredende formål, så f.eks. svinekød, kaffe, vin, øl og sødestoffer kan være styrkende for helbredet (rygning bliver dog ikke nævnt – fredspiben har nok ikke været kendt i Kina…), men om de er sunde for netop dig afhænger af din energimæssige tilstand. Lidt af det hele er sundt og der er ingen fødevarer som på forhånd er udelukket i en sund kost set med kinesisk optik.

Foto af Toa55/FreeDigitalPhotos.net