Da TCM kom til Vesten (PDF-version? Tryk her)

Traditionel kinesisk medicin (TCM) og specielt akupunktur har været kendt i vesten i mange år, men det er først fra 70’erne, at det i større omfang blev udbredt udenfor Kina.
Den åbning, der skete i landet efter kulturrevolutionens afslutning i 1976, var uden tvivl en afgørende årsag til udbredelsen, men mange nævner også USA’s tidligere præsident Nixons besøg i Kina i 1972 og især den oplevelse, som en journalist i hans følge skulle have haft. Der er mange historier om dette, som man kan finde på nettet, men den slags historier har det med at udvikle sig fra en fjer til en hel hønsegård. Så hvad er sandt og falsk i historien om Nixons medvirken til TCM’s udbredelse i Vesten? Jeg har forsøgt at finde noget håndgribelig fakta på nettet.

Forud for udenrigsminister Kissingers besøg i Kina i 1971, var journalist ved New York Times, James Reston i Kina. Han fik blindtarmsbetændelse og blev opereret på vestlig vis på et kinesisk hospital. Efter operationen havde Reston mange smerter i maveregionen, som han blev behandlet for med akupunktur. Til hans forbløffelse hjalp det på hans smerter.
Efter Reston kom tilbage til USA skrev han en artikel i New York Times (James Reston's "Now, About My Operation in Peking", New York Times, July 26, 1971: Læs artiklen her) om sin oplevelse. Reston var også en af Kissingers bekendte, og han fortalte ham om sin oplevelse, og Kissinger fortalte det tilsyneladende videre til Præsident Nixon (Ifølge akupunktør Lynn Jaffee. Læs hendes artikel her). Han blev så optaget af dette, at han valgte at starte en udveksling mellem amerikanske læger og kinesiske TCM læger.

Så den historie, som oftest bliver fortalt, om at James Reston blev bedøvet med akupunktur under blindtarmsoperationen, passer tydeligvis ikke, når man læser Restons artikel, hvor han selv skriver hvilken medicin, han fik som bedøvelse ved operationen, og den endnu mere kuriøse historie om at hans blindtarmsbetændelse blev helbredt vha. akupunktur er absolut heller ikke sand.
Nogle skeptikeres historie om at der ikke er noget bevis for at akupunkturen hjalp, er på sin vis sand, men det, som er afgørende at huske på, er, at journalisten Reston tager hjem til USA og får lavet en historie om hans oplevelse med akupunkturen på forsiden af en af de største aviser i USA, New York Times, så behandlingen og effekten må have gjort et meget stort indtryk på ham!
Jeg tror, det er en følelse, som mange af os kender, oplevelsen af at der sker noget dybt inde i os, som har en forbløffende god effekt på vores helbred, når vi får akupunktur. Eller når vi laver Qigong. Restons artikel er en meget saglig gennemgang af hele hans sygdomsforløb, og alligevel oplever jeg, at den forbløffelse skinner igennem i artiklen. Forbløffelsen over at mærke den udefinerbare Qi blive bevæget og harmoniseret i kroppen.

Akupunktur har uden tvivl været brugt som bedøvelsesmetode ved operationer i Kina, men det har altså ikke været tilfældet i dette konkrete tilfælde. Det ændrer dog ikke på, at Restons artikel og Nixons udveksling af læger med meget stor sandsynlighed har været en afgørende faktorer i den store udbredelse, som akupunktur, Qigong og Tai Chi har fået i Vesten på forholdsvis få år.