Hvad er forskellen på stilarterne? (Pdf-fil? Tryk her)
QiGong mester Robert Peng har fortalt at der findes mere end 3000 forskellige stilarter, og dermed mener han vist de stilarter, som officielt er anerkendt i Kina. Så der findes rigtigt mange stilarter!
Personligt underviser jeg i 3 stilarter, træner en 4. jævnligt og har tidligere trænet 5-6 andre stilarter i en periode. Så jeg har naturligvis prøvet meget få af de stilarter, som findes og kan derfor ikke siges at have kendskab til særligt mange stilarter.
Selv med det sparsomme kendskab, jeg har til stilarterne, synes jeg dog, at der er nogle forskelle og karakteristika ved dem, som er interessante
Men først er det vigtigt for mig at påpege lighederne mellem de stilarter, jeg underviser i, selvom de kan synes meget forskellige.
Det er alle medicinsk QiGong altså stilarter, som er med til at forbedre helbredet og skabe et langt liv ved at styrke immunforsvaret og balancere Qi flowet i kroppen.
De arbejder med at skabe ro og harmoni i krop og sind vha. harmoniske bevægelser og et naturligt, dybt åndedræt.
De er alle forholdsvis lette at lære og består af relativt få øvelser, som kan udføres af alle. Der kræves ingen forudsætninger eller evner for at være med. Hvis man ikke kan udføre bevægelsen rent fysisk, så kan man lave så meget af bevægelsen som muligt og ellers forestille sig at man laver hele bevægelsen.
Tankefokusering er nemlig vigtig i langt de fleste QiGong stilarter, også i dem jeg underviser i, bortset fra en af dem, men det vender jeg tilbage til.
Stilarten DaMo er for mig karakteriseret ved dens skånsomme men dybe stræk, hvor krop og sind bliver vitaliseret. Strækkene påvirker absolut ikke kun den fysiske krop, men arbejder også meget dybt med energikroppen, kultiveringen af Qi gennem kroppens energifloder.
Det er en af de klassiske stilarter som siges at være skabt af munken DaMo, der ifølge legenden er en af skaberne af traditionel Kinesisk kampkunst.
Karakteristika ved stilarten er for mig, at den bevæger hele kroppen, samtidigt med at du grundigt arbejder med Qi. Det er tydeligt hvordan Qi’en samles fra universet og efterfølgende fylder og renser krop og sind ved hjælp af både dynamisk og statisk praksis.
Når jeg udfører DaMo så oplever jeg det, som om at der, gennem vækning af kroppen, bliver skabt dybe rødder ned i jorden og en kanal op i himlen.
At sige at DaMo kun laves med dynamiske bevægelser og statiske stillinger er forsimplet, for der er absolut også meditativ praksis med i DaMo, men det er den dynamiske og statiske praksis som for mig er mest karakteristisk ved den stilart.
Ved Duft QiGong er det mest karakteristisk kombinationen af dynamisk og meditativ praksis, selvom der også er lidt statiske stillinger undervejs.
Det er en Buddhistisk inspireret stilart, hvor det til forskel fra de fleste andre stilarter ikke er meningen, at man skal bruge tankefokusering. I stedet handler det om at lade universet arbejde igennem sig ved at være tanketom. Tanker vil kunne forstyrre den harmoni og samklang med universet, som kan opstå ved bare at lave de rytmiske og relativt hurtige og bevægelser med mange gentagelser, som Duft QiGong består af.
Den laves ideelt til musik, som er tilpasset stilarten. Når man har lært bevægelserne udenad, så kan man følge musikken, stilne sindet og lade Qi’en få plads til at finde sit naturlige flow i meridianerne. De rytmiske og relativt hurtige bevægelser, som er sværere at udføre, når man tænker for meget over dem, understøtter dette.
Man bevæger kun arme og skuldre i 1. del af Duft QiGong, men hele kroppen bliver påvirket gennem energibanerne.
I 2. del arbejdes der også med lænde- og hofteområdet, som bevæges rytmisk samtidigt med armene, hvilket er med til at skabe en bedre forbindelse mellem hjernehalvdelene. Det er også med til at udfordre vores hjerne som så gerne vil være på, men bevægelserne udføres netop bedst ligesom dans, ved at de sidder på rygraden fremfor at blive styret af det mentale.
Duft QiGong er en meget underfundig stilart, hvor specielt anden del oftest får smilet frem på læberne.
Jeg kommer ofte i kontakt med hvor enkelt livet i positiv forstand kan være, når de hverdagsinspirerede øvelser som et pendul eller vores hjerteslag strømmer igennem (energi)kroppen.
Duft QiGong er noget helt for sig selv!
BaGua stilarten er for mig også karakteriseret ved en kombination af dynamisk og meditativ praksis, men til forskel fra Duft QiGong, hvor bevægelserne er rytmiske og staccato agtige, så er bevægelserne i BaGua meget graciøse og flydende. Det er som en fugl, der et med naturen lydløst flyder gennem luften.
Det er til forskel fra de to andre en moderne stilart, hvor man fra gang til gang selv kan sammensætte hvor mange gentagelser og hvilke af øvelserne man vil lave.
Hvor man i Duft QiGong først skal lære øvelserne udenad og huske rækkefølgen for efterfølgende at falde ind i rytmen, så vil de fleste opleve, at de meget hurtigt kan give sig hen til BaGua øvelserne, fordi de er så langsomme, simple og naturlige.
Lao Gong punkterne (det arbejdende palads) i håndfladerne bliver påvirket meget direkte med øvelserne, og mange kan mærke, at de får ”store hænder” af at lave øvelserne, som har et dybt healende og meditativt aspekt. Den er udviklet af den nulevende Master Wan fra Beijing, som også har et center, hvor han og hans elever arbejder meget med healing.
Til forskel fra DaMo QiGong så bliver kroppen ikke strækket så meget direkte, men hele kroppen bliver bevæget og gennemarbejdet af de smukke øvelser.
Jeg oplever ofte BaGua som at kæle med Qi’en og lyset, mens jeg synker dybt ned i naturen i mig selv og i universet.
Både DaMo og BaGua har meditationer og walking gong tilknyttet stilarten, og overstående er kun en beskrivelse af selve øvelserne i stilarterne.
Jeg bliver ofte spurgt hvilken stilart man skal vælge. Jeg synes, man skal passe på med at vælge kun ud fra, hvad man tror, man kan få ud af dem, men mere ud fra hvilken stilart som taler til en. Primært når man laver den ellers så ud fra de karakteristika, som jeg har beskrevet. Måske kan man også få et indtryk af stilarten ved at se de videoer som jeg har lavet med uddrag af dem.
Så der findes mange skønne forskellige stilarter, og hvis man har lyst til at lære en god bevægelsesform, der også indeholder et dybt naturligt åndedræt og tankefokusering eller -tomhed, så er der masser af muligheder for at komme i gang.