Stagnation
For hver gang, jeg er på en tur til Master Wans center i Beijing, tager jeg noget med hjem, som jeg kan bruge fremover. Ofte er det ikke åbenlyst hvad det er, jeg får forståelse for og indsigt i, tit kommer det bare som små forandringer, der sniger sig ind i hverdagen. Efter opholdet i 2018 kan jeg se, at jeg har fået en anden forståelse af, hvad stagnationer af energi er, og hvordan jeg kan arbejde med dem.
Det er en grunddel i TCM (Traditionel Kinesisk Medicin) at livsenergien (Qi) skal strømme i krop, energibaner og sind. Der, hvor der opstår stagnationer, er der, hvor sygdomme kan opstå. Fuldstændig på samme måde som hvis der er et knæk på haveslangen, så opstår der ”spændinger” inde i slangen, eller hvis der er et træ, som er faldet ned i en flod, så kan vandet ophobe sig, og til sidst kan floden løbe ud over sine bredder.
Så bevægelse er en helt afgørende faktor for sundhed i TCM, bevægelse af Qi. Ikke sådan forstået at der nødvendigvis skal være meget bevægelse, eller at meget bevægelse er bedre end lidt bevægelse, men forstået på den måde at der skal være en balanceret strøm.
Alt i universet er i bevægelse, naturen står aldrig stille, den forandrer sig hele tiden, planeterne bevæger sig i himmelrummet, mennesker og dyr er i konstant forvandling. Hvis vi tør og formår at give os hen til den forvandling, så vil vi være sunde og balancerede. Yin og yang tegnet er netop udtryk for den evige bevægelse og udtryk for, at universet søger mod forandring men også mod balance. Yin og yang tegnet viser, at hvis den ene energi tager for voldsomt over, så vil det automatisk føre til, at den anden energi bliver aktiveret. Det ekstreme vil altid glide over i den modsatte energi.
Så universet søger væk fra det ekstreme og mod balance, og det samme gør vores krop, som er vores lille univers, også: hvis vi f.eks. er for meget oppe i hovedet så kan vi få hovedpine, blive svimle eller få tinnitus, og hvis vores fordøjelse ikke fungerer tilstrækkeligt, så kan der opstå ømheder, opkastning, diarré eller forstoppelse.
Alt sammen er det udtryk for, at noget sidder fast, fordi der er for megen eller for lille strøm af Qi i vores energikrop. Stagnationer er altså en måde, som kroppen forsøger at hjælpe os mod balance på, en måde at sige at vi skal tage os af en problematik.
QiGong handler om at løsne op for de stagnationer gennem balancerede bevægelser, hvilket jeg godt har været bevidst om og har mærket gennem årene.
Efter QiGong øvelserne så er der tradition for at lave en udjævning eller selvmassage, hvor der aktiveres nogle punkter og centre på kroppen. Jeg har naturligvis vidst, hvad formålet var med øvelserne, men jeg har ikke været bevidst om hvor stor en hjælp, de kan være, før jeg kom hjem fra turen i 2018. Langsomt kunne jeg mærke, hvordan jeg med en fokuseret selvmassage kunne løsne op for de fordøjelsesproblemer, som jeg i perioder døjer med. Hvordan spændingerne i maveregionen kunne blive sat i bevægelse og give mig en friskhed, og hvordan hovedpinen eller den ophobede varme i kroppen kunne løsnes og blive omsat til energi.
Tidligere havde jeg enten sprunget udjævningen over eller aktiveret de punkter og centre, som stilarten foreskrev, men nu kunne jeg mærke, at jeg mærkede efter, hvor der var stagnationer af Qi i krop og følelser, og så valgte jeg punkter og energicentre ud fra det.
På Master Wans center får man bl.a. Wai Qi behandlinger. Den består af en rolig yin fase, hvor flere behandlere overfører Qi til forskellige punkter på kroppen af klienten. Derefter er der en mere aktiv yang fase, hvor behandlerne stryger, banker og masserer udvalgte steder på kroppen, så Qi’en kan cirkulere bedre. Den første rolige yin fase svarer mest til selve QiGong øvelserne, mens den anden mere aktive yang fase mere svarer til selvmassagen og udjævningen efter QiGong øvelserne.
Så gennem opholdet fik jeg altså en øget forståelse af, hvordan energiflowet er i kroppen, hvor det stagnerer, og hvordan jeg kan være med til at opløse disse blokeringer.
Selvmassagen kan være med til at afhjælpe alle problematikker, og den er meget oplagt i forbindelse med muskelspændinger, fordøjelsesproblemer, hovedpine, menstruationsproblemer, rast- og søvnløshed samt følelsesmæssig uro.
Jeg har tidligere lavet en lille video med en kort selvmassage, som du kan se her (afsnit 12), men jo større kendskab man får til kroppen og dens punkter, eller hvis man har en god intuition, jo mere kan man tilpasse selvmassagen til, hvordan man har det den dag.
Det er jo individuelt hvordan, men f.eks. kan en måde at afhjælpe fordøjelsesproblemer være ved at massere og stryge i maveregionen, for at løsne stagneret Qi der, banke på lår og underben med hule hænder, specielt mave 36 punktet under knæet, samt banke på lænden både for at aktivere nyrerne men også for at løsne tarm systemet fra rygsiden. Tyktarm 4 punktet i svømmehuden ved tommelfingeren er også god at aktivere.
Hovedpine kan man f.eks. arbejde med ved at massere og stryge i de områder hvor man mærker hovedpinen, banke let på toppen af hovedet med hule hænder for at få energien ned i kroppen og derefter banke videre på lår, specielt ydersiden, mave 36 punktet og lægmusklerne.
Menstruationsproblemer kan oftest afhjælpes ved at massere og stryge i de områder hvor man mærker generne samt ved let banken med hule hænder på nyrer området i lænden.
Rastløs- og søvnløshed samt følelsesmæssig uro kan man arbejde med ved at generelt at massere, stryge og banke med hule hænder på kroppen, men benene og under fødderne vil nok være de vigtigste steder at arbejde. Det kan være med til at give kontakt til kroppen og jordforbindelse. Ved søvnløshed skal man dog ikke banke for kraftigt lige før sengetid, da det er med til at skabe energi, hvilket ikke er optimalt når man skal falde til ro.
Men som sagt så kan man tilpasse selvmassagen mere og mere til den enkelte dag og situation og blive klogere på hvordan stagnation og opløsning af denne kan påvirke helbredet.