![]() |
|
Lad kroppen være porten til noget større |
|
I praksis -Nyhedsbrev januar 2020Kære læser Det er ikke så ofte at jeg har skrevet til dig de sidste par år. Tiden går mere med at praktisere. For tiden taler til at vi skal ”walk the talk”, praktisere vores intentioner, komme ud af klostrene med vores værdier. En praksis er god at have. Hvad enten det er at meditere, dyrke yoga eller QiGong, bruge fem minutter hver aften på at skrive om sin taknemlighed for dagen der er gået, være i naturen eller med dyr, have fokus på sund mad, dyrke religion og bede, have et ønske om at være hjertelig og omsorgsfuld og meget mere. Det er gode måder at give næring til det som man ønsker skal vokse i sit liv og i verden. Men vi kan også blive så meget hængende i formen, at vi ikke er i substansen. Der er forskel på at lave en meditation og at være mediterende. En meditation foregår i en bestemt ramme, typisk at man sidder ned i stilhed og fokuserer på nogle billeder, sansninger, ord, steder på kroppen eller på ingenting, men det at være mediterende kræver ikke en bestemt ramme, det kan foregå overalt og til hver en tid: i køen nede i Netto, midt i den smukkeste solopgang, når man bliver kritiseret, ved synet af en politiker som man er uenig med, når økonomien kradser eller parforholdet vakler, selv der kan der være kontakt til et rum af fred og ro indeni. Nemt er det måske ikke, men det er måske heller ikke nemt for en politiker, der forsøger at balancere mellem mange menneskers interesser og behov, det er nok heller ikke nemt for en forælder at have overskud til et barn, når de ikke har overskud inde i sig selv, det er måske ikke nemt at lade være med at råbe i trafikken, når man bliver stresset af lys, dytten og hundrede ting man skal overskue på kort tid. Så er det, at vi let kan blive fanget i vores fastlåste mønstre, og i praksis er det der, at vi skal komme ind bag ved vores overlevelsesstrategier og få kontakt til rummet, hjertet, den mediterende del, vores sande natur. Og når det ikke lykkedes, så er det at vi skal turde være vidne til, at vi mister kontakten til vores kerne, uden at vi forsætter med at gå amok og tænker at ”så kan det også kan være totalt lige meget det hele, jeg har lavet noget lort og det tør jeg ikke se i øjnene så derfor forsøger jeg at dække det til med endnu mere lort for at undgå at mærke skyld og skam, som så medfører endnu mere lort, som jeg må dække til med endnu mere af samme skuffe, som medfører endnu…” Så i praksis er det at være menneske at turde være uperfekt og samtidigt vide det og være med det. Et lille barn praktisere ved at vakle afsted, falde og rejse sig op igen. Der er noget i barnet der får det til at rejse sig igen, noget der er sandt og uspoleret af faldene, noget som ikke falder når kroppen og formen falder. Så uanset hvor du er lige nu, uanset hvad du har bedrevet i livet, uanset hvilken status du har, uanset hvad du gør og lige har gjort, uanset hvilke tanker og følelser der er inde i dig lige nu, uanset om du har mediteret i årevis eller om du aldrig har gjort det, så skal du ikke et andet sted hen end der hvor du er lige nu for at praktisere. Du kan praktisere lige nu ved at rumme dig selv, dine gerninger, tanker og følelser, din fortid og din nutid og dine tanker om fremtiden. I dette nyhedsbrev har jeg samlet lidt om hvordan man kan lave kombucha. God praksis :-) Kærlig hilsen Lars Henrik, tlf. 22 15 16 31
|
![]() Konsultation:Kropsbehandling og terapeutisk massage: - Så kontakt mig for en konsultation.
|