Sommerregn - Nyhedsbrev juni 2022
Jeg elsker sommerregn.
Ja, altså den gode af slagsen, naturligvis.
Hvor luften renses og alt føles frisk og nyt bagefter. Hvor man kan stå i læ under træet og fornemme, hvordan lang tids varme afløses af en svalende nedbør, som løsner op for den ophobede hede. Hvor alt det grønne strutter og rejser sig mæt af næringen fra himlen. Hvor sommerstressen, over hvad man nu skal grille, og hvor man nu skal tage hen i sommerlandet, bliver afløst af ro inde døre, mens regnen har taget over udenfor. Den bløde, varme, forfriskende, befriende sommerregn, den elsker jeg…
Der er mange slags regn, skrev Klaus Rifbjerg i et digt, og nogle vil måske sige, at der er for meget regn…
Men når det kommer til stykket, så er der kun regn, alt det andet er noget, som vores sind skaber. Vurderingen af hvilken slags regn, det er. Lortevejr siger vi ofte, når det regner meget, men det er nu sjældent, at det er lort, som falder ned fra himlen…
Jeg husker en gang for mange år siden, hvor jeg talte med en mand i en gruppe. Han fortalte om alle de ting, som var svære i hans liv, og som han ikke kunne overskue, som vi mennesker nu en gang gør, når problemerne har hobet sig op i vores sind. Vi sad inde i en sal, hvor der var ovenlysvinduer, og mens ordene strømmede ud af ham, var det begyndt at regne udenfor. Pludselig stoppede han op i strømmen af genvordigheder, så opad og sagde ”det regner”. Der blev helt stille, mens vi lyttede til regnen. Den mentale strøm af vurderinger og bedømmelser fik en pause, og pludselig fortalte han bare om det, som var lige nu.
Det strømmer også med sindets utallige kategoriseringer og bedømmelser inde i mig, sådan er det at være menneske, og vi skal også have lov til at have vore præferencer. Så jeg elsker stadig sommerregn – den gode af slagsen, selvfølgelig – men jeg forsøger også at se, at der kun er regn, resten er noget, som opstår inde i mit sind. Det giver en befrielse at kunne observere de mentale vurderinger, se dem som det de er og ikke mere. Når vi er fanget i vores meninger og tror, at vi er dem i stedet for at have dem, så skaber vi et fængsel for os selv, kroppen spænder op og stivner, organerne kan ikke fungere optimalt, vi bliver gidsler i vores eget mentale cirkus. Selv når det er såkaldt gode, positive etiketter, vi sætter på, så er det stadig etiketterne og ikke indholdet i dets rene form, vi ser. Så elsk sommerregnen, de lyse aftner, den varme sol, de syngende fugle og hvad du ellers synes om, og vid at det er naturens forskellige udtryk. Elsk på samme måde de forskellige følelser, tanker, tilstande og andet som kommer op i dig, og vid at det er naturen i dig som kommer til udtryk, men det er ikke hvem du er, kun hvad der sker i dig.
I dette nyhedsbrev fortæller jeg om et par kurser for kropsterapeuter som jeg har til efteråret. Fælles for de kurser, jeg laver, er altid fokus på bevidsthed, hvad enten det er et kursus om fem elements teorien eller et kursus om nærvær.
Du kan også læse om en øvelse, som kan hjælpe dig til at se, hvad dine udfordringer kan give dig, hvis du tør give efter for dem. Rigtig god sommer Kærlig hilsen Lars Henrik

Efteruddannelse af kropsterapeuter
I løber af efteråret afholder jeg to kurser for kropsterapeuter på Frederiksberg
D. 16.-18. september: ”Organernes natur og de fem forvandlinger” Vi vil tilbringe tre dage med fordybelse i fem elements teorien (de fem forvandlinger), og de enkelte organer.
Du lærer om organerne, deres fysiologiske og energimæssige funktion, men også at sanse dem og deres forvandlinger. Vi arbejder med forskellige metoder til at forstå, regulere og balancere energierne ved briksen og i vores eget liv.
Målet med kurset er, at du får mere viden om organerne og de fem elementer, men også at du kommer ind bag det mentale, ind til deres sande natur.
Pris: 3000 kr. Early bird ved betaling senest d. 26. august: 2600 kr. Læs mere her
D. 12.-13. november: ”Nærvær” Hvad sker der hvis vi bliver mere nærværende? Hvad sker der hvis vi hviler mere i væren? Som terapeuter og som privatpersoner?
Nærvær bliver tit beskrevet som hygge og gode stunder sammen. Det er det også. Det er også at være nær, når følelserne raser og det hele synes meningsløst. At være til stede når vi ikke ved, hvad vi skal, når der er stilhed og varme, forvirring og smerte. Nærvær er at være med livet, som det er, med alle farverne, når det går op og ned, og når det bare glider derudad. Mærk hvad det giver dig at tilbringe en weekend med plads til hele dig. Mærk hvad det giver dine klienter at tilbyde dem et rum, hvor de kan være sig selv. Pris: 2400 kr. Early bird ved betaling senest d. 22. oktober: 2100 kr. Læs mere her
Udtalelse fra tidligere elev:
Dorte:
”Du er en fantastisk underviser og jeg holder virkelige af din åbenhed og ærlighed. Du er rolig og man er tryg i dit forum. Tak for denne gang”
Fælles for de kurser jeg holder er:
- Det er i små gruppen, 4-9 personer. Jeg lægger stor vægt på at møde dig og give dig inspiration, der hvor du er.
- Der er fokus på fordybelse og tilgange til faget. Du får mulighed for at komme om bag redskaber, systemer og det mentale og ind til essensen
- Der er plads til at være hele dig. Du bliver en dygtig terapeut ved at kunne finde afslapning i at være dig, ikke ved at lade som om du er Superman
- Høj faglighed Jeg deler ud af 35 års erfaring.
- Rimelige priser Jeg værdsætter at kunne give noget videre til interesserede og få en okay økonomisk betaling for det.
Prisstigning
Der er meget fokus på de stigende priser i samfundet i disse tider, men jeg har dog hele tiden tænkt at jeg ville justere mine priser til september efter to år med samme priser. Dette sker for at følge med den generelle lønudvikling i samfundet.
Derfor bliver prisen for konsultation pr. 1. september:
Ca. 1 time og 25 min.: 975 kr.
Første gang man kommer er det den tid man får tildelt.
Denne tid giver plads og rum til fordybelse i behandlingen eller til at tage flere emner og redskaber med ind i konsultationen
Det er den tid de fleste forsætter med og har mest gavn af.
Ca. 1 time og 10 min.: 850 kr.
Denne tid er mest velegnet til en grundig behandling hvor der ikke er behov for så meget samtale.
Tilkøb af ekstra tid:
Du kan tilkøbe ekstra tid til 125 kr. pr. kvarter.
Telefon, video eller mailkonsultation:
11 kr. pr. minut, svarende til 330 kr. pr. halve time.
Læs mere her
Ferie
Jeg har klienter sidste dag d. 4. juli og er tilbage igen fra ferie torsdag d. 28. juli. Har klienter de fleste onsdage, torsdage og søndage derefter men nogle få gange også på andre dage.
God sommer og ferie :-)

|